her hvor vi nu staa“? Lagberget er nemlig selv en Lavastrækning, meget ældre end Islands Bebyggelse.
Begge Partier forlode nu Lagberget. De Christne vendte tilbage til deres Boder, og valgte Sidu-Hall til deres Lovsigemand. Han skulde altsaa nu forkynde de nye Lovbestemmelser, som Christendommen gjorde nødvendige. Men da han indsaa, at det vilde lede til Fordærvelse for et saa tyndt befolket Land, som Island, om dets Beboere skulde splitte sig i to Statsforbund, henvendte han sig, sandsynligviis med de fleste christne Høvdingers Samtykke, til den egentlige Lovsigemand, Thorgeir Gode fra Ljosavatn paa Nordlandet, der nu allerede i 13 Aar siden Thorkell Maanes Død (985) havde beklædt dette Embede[1], og bød ham en Pengegave[2], om han næste Dag vilde forkynde tre Lovbestemmelser, som Gissur, Hjalte og Hall foreskreve ham: disse Bestemmelser skulde naturligviis gjøre Christendommen til Statsreligion. Dette var den eneste Vej til at faa den antagen med det Gode, thi da Thorgeir selv var en Hedning, kunde de øvrige Hedninger neppe have noget imod at overlade det Hele til hans Afgjørelse. Thorgeir modtog Gaven, og lovede at opfylde Halls Begjæring. Det er vistnok ikke usandsynligt, at Gaven har bidraget noget til at gjøre ham saa føjelig. Men paa den anden Side er det højst rimeligt, at han, selv en meget klog og beregnende Mand, allerede indsaa, at Christendommen ej længer vilde kunne undertrykkes, medens derimod Hedendommen mere og mere nærmede sig sin Undergang; at der altid var mere Udsigt til at Hedningerne vilde lade sig christne, end at de Christne vilde gaa tilbage til Hedendommen, og at man derfor af to Onder i Hedningernes Øjne heller burde vælge det mindste, nemlig Christendommens Indførelse, end det andet, Statssamfundets Opløsning. Det var imidlertid en saare farlig Rolle, han saaledes havde paataget sig at spille, og man kan ikke undres over, at han, som det fortælles, lagde sig ned i sin Thingbod med en Kappe over sit Hoved, og forblev liggende saaledes hele den følgende Dag uden at mæle et
- ↑ Thorgeir paa Ljosavatn nedstammede paa fædrene Side fra Ketil Høng, paa mødrene fra Landnamsmanden Baard Bjørnssøn, se ovenfor 1 B. S. 536.
- ↑ Summens Størrelse angives forskjelligt. Odd Munk (Cap. 37) nævner kun ½ Mark S., Njaals Saga 3 Mrk. S., Olaf Tryggv. Saga og Kr. Saga ½ Hundrede i Sølv, hvilket sunde svare til 10 Ører eller 1¼ Mark Sølv. Under alle Omstændigheder synes Summen heel liden efter vore nuværende Begreber, selv om man antager det største angivne Beløb (3 Mark) for det rette, og forudsætter at Pengenes Værdi i hiin Tid var ti Gange saa stor som nu. Thi en Sum af 240 Spd., hvortil de 3 Mark eller 24 Ører, Thorgeir fik, i saa Fald vilde svare, var dog en temmelig ubetydelig Bestikkelsessum for en af Landets mægtigste Høvdinger og den fungerende Lovsigemand. Man maa følgelig formode, hvad vi og nedenfor have antydet, at Pengehensynet var det mindste, som her gjorde sig gjeldende hos ham.
