Haarek som vidste, at han neppe kunde staa sig mod een af Brødrene, end lige mod dem begge, om det gjaldt at prøve Kræfter, valgte strax at lade dem raade for Rejsen, og lovede under Ed, at holde sig rolig. Sigurd gik da til Roret, og styrede sydefter langs Landet. De passede det saaledes, at de ej traf sammen med Folk, og da der var god og jevn Bør, kom de paa den Maade uhindret ligetil Nidaros hvor de fandt Kong Olaf. Denne lod Haarek kalde til sig og bød ham at lade sig døbe. Haarek vægrede sig. Kongen beholdt ham hos sig i flere Dage og talte idelig for ham, stundom i Manges Paahør, stundom i Eenrum, om at antage Christendommen, men forgjæves. Endelig sagde Kongen, at han vel skulde slippe for denne Gang, og faa Lov at drage hjem uden videre Fortræd, deels fordi der var saa stort Frændskab mellem dem, deels fordi man kunde sige, at han var fangen med Svig; men til Sommeren, sagde Kongen, vilde han selv komme til Haalogaland, og da skulde Haaleygerne nok faa se, om han ej kunde refse dem, der modstode Christendommen. Han gav Haarek til Rejsen en god Skude, der roedes af 10 til 12 Mænd, forsynede den paa det bedste med alle Fornødenheder, og medgav ham desforuden et Følge af 30 raske og vel udrustede Mænd. Saaledes skiltes Haarek og Kongen i det hele taget venskabeligt ad. Sigurd og Hauk bleve tilbage hos Kongen, og lode sig døbe.
Da Haarek kom hjem til Thjøtta, sendte han strax Bud til sin Ven Eyvind Kinnriva og lod ham vide, at han havde været hos Kongen, men ikke ladet sig tvinge til at antage Christendommen. Han underrettede ham derhos om, at Kongen var ventende til Sommeren, og anmodede i den Anledning Eyvind om at komme til ham i Thjøtta saa snart som muligt. Eyvind skyndte sig afsted paa en Løbeskude, og blev venligt modtagen af Haarek, som strax bad ham følge med sig bagom Husene, for at de der kunde samtale i Eenrum. Men de havde ikke talt længe sammen, førend de kongelige Mænd, der havde fulgt Haarek, brøde frem, grebe Eyvind, og førte ham ned til Fartøjet. De sejlede afsted med ham lige til Nidaros, hvor Eyvind blev fremstillet for Kongen. Olaf bød ham, ligesom Haarek, at lade sig døbe, men han negtede det standhaftigt. Kongen bød ham store Gaver og Forleninger, hvis han vilde antage Christendommen, og truede ham i modsat Fald med Pinsler eller Død, men altsammen forgjæves. Da lod Kongen bringe ind et Bækken fuldt af Gløder og lægge paa hans Mave, saa at denne brast og Eyvind opgav Aanden. Eyvind skal for sin Død have sagt, at det var en Umulighed for ham at antage Christendommen, da han ikke egentlig var et Menneske, men en ond Aand, som tryllekyndige Finner havde indmanet i et menneskeligt Legeme, for at skaffe hans Forældre Børn, som de indtil da ej havde kunnet faa; hans Forældre havde til Gjengjeld maatte love Finnerne at hellige ham til Thor og Odin, og dette Løfte havde han selv fornyet. Det er slet ikke usandsynligt, at en vild og overtroisk Fanatiker,
