Venner lagde sig atter imellem, og fik Sagen bilagt derhen, at Kongen skulde tage Selvdom. Kongen dømte Eyvind til at give ham en stor og god Guldring, af 12 Øres Vegt, ved Navn Molde, der lang Tid i Forvejen havde været funden i Jorden, og havde tilhørt Eyvinds Fader. Ogsaa i denne Anledning kvad Eyvind et Vers, hvori han gav sin Misfornøjelse tilkjende over at maatte stille sig ved et Arvestykke, for at vinde Kongens Naade[1]. Fra denne Tid skriver sig ogsaa, som det synes, hiint Vers, hvori Eyvind klagede over Sneen og Dyrtiden paa Haalogaland. Hvor stor Fattigdommen og Mangelen blandt de Ringere og mindre Bemidlede maa have været, forestiller man sig bedst, naar man erfarer, hvor vidt det kom med Eyvind, der dog maa antages at have hørt til de Mægtigste i Landet. Han havde digtet et Hædersdigt om alle Islændingerne, der havde følt sig saa smigrede derved, at de vare blevne enige om at enhver Bonde skulde udrede tre Penninge reent Sølv til Bragerløn eller Erkjendtlighedsgave for ham. Da Sølvet fremlagdes paa Althinget, besluttede man at gjøre en Kappe-Daalk, (stor Spænde) deraf; da Arbejdslønnen var fradragen og Daalken var færdig, kostede den 50 Mark[2]. Den blev sendt Eyvind, men da var alt hans Løsøre saaledes gaaet op for ham, at han maatte hugge Smykket itu for at kjøbe Slagt derfor, og det uagtet Slagt under en saadan Dyrtid vistnok maa have været meget billigt. Den samme Vaar kom Spidfen af en Sildestiim ind til nogle Udvær; Eyvind bemandede strax et Rofartøj med sine Huuskarle og begav sig derhen, for, som han sagde i et Vers, at se om han kunde faa noget Sild kjøbt; men da havde han intet andet at kjøbe for, end sine Pile, hvilke rimeligviis vare kostbarere end de sædvanlige[3]. Det fortælles siden efter, at hans Søn Haarek maatte begynde saa godt som forfra med at skaffe sig Landejendom paa Haalogaland[4]: efter al Rimelighed har altsaa Eyvind maattet give
- ↑ Jeg har her nærmest fulgt Fremstillingen i Fagrskinna Cap. 35, der synes at være den simpleste og naturligste. Fremstillingen hos Snorre Sturlasøn i Har. Graaf. Saga Cap. 1, samt i Olaf Tryggv. Saga Cap. 31 og 32 er lidt afvigende; efter denne kvad Eyvind hint ovenanførte Vers, først efterat han havde begivet sig hjem og kvædet de to andre, hvori han dadlede Kongernes Nidskhed. Harald, heder det, havde da ladet ham hente til sig. Afvigelsen er dog højst ubetydelig.
- ↑ Eet Mark bestod af 480 Penninge, Daalkens Værdi var saaledes 24000 Penninge; da hver Bonde havde givet 3 Penninge, udkommer heraf, naar den fradragne Ardejdsløn tages i Betragtning, et Antal af noget over 8000 Bønder, hvilket stemmer temmelig vel med den ovenfor (1 B. S. 556) anstillede Beregning. Forresten maa man antage, at Daalken selv har været af Guld.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 18.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 99 (hos Snorre Cap. 110). Han kjøbte sig en af de mange smaa Gaarde paa Thjøtta, og skaffede sig efterhaanden mere og
