mens Fiender og dens Beundrere maatte være enige om at erkjende dens vældige Magt, en Erkjendelse, der vel ogsaa netop forøgede Hedningernes Vildhed og fanatiske Iver for at bekæmpe den, for at tilintetgjøre dens Forkyndere, og ødelægge dens ydre Tegn. Man kan være forvisset om, at de Nordboer, der endog hadede den „Hvide-Christ“, som de kaldte ham, dog ogsaa frygtede ham; og i denne Frygt var allerede Betingelsen for Christendommens endelige Sejr given. Endog de Tilsætninger, den oprindelige christelige Lære i hine Tider gjennem syv Aarhundreders Traditioner havde faaet, maatte være dens Udbredelse, især blandt Nordens Hedninger, gunstige. Læren om Helgener og Mirakler, overhoved de mere materielle og anthropomorfistiske Anskuelser om Forholdet mellem Gud og Menneskerne, ledsagede af Billeder og andet Tilbehør, der talte til Sandserne, maatte gjøre et sterkere Indtryk paa den raa Aasadyrker og lettere bane Christendommen Indgang hos ham, end en fra alle slige Tilbehør renset, strengt monotheistisk Lære, der forsmaaede at benytte sig af sandselige Indtryk. Derfor tale og vore Sagaer om den Virkning, som den katholsk-christelige Ritus, Synet af de prægtige Chordragter, Røgelsens søde Lugt, Klokkernes og Sangens Vellyd udøvede paa Hedningernes Gemytter[1]. Aasadyrkeren var saa vant til polytheistiske Forestillinger, at der ej kunde være Tanke om, strax at faa dem udryddede hos ham, men man maatte for det første kun se til at saa dem ombyttede med andre. I Stedet for Odin og Alfader kom nu de Christnes Gud eller Christus selv; i Erkeenglerne og de fornemste Helgener fandt man Væsener, der i det mindste i de første Nysomvendtes Tanker – Omvendelsen bestod jo dog som oftest ikke i andet end i Daaben selv, og Oplærelsen i at fremsige Trosartiklerne og Fader Vor paa Latin – kunde træde i Stedet for de øvrige Guder[2]. Og man maa heller ikke forestille sig, at de Nysomvendte, fordi de antoge Christendommen, ophørte at tro paa de hedenske Guddommes Tilværelse – denne betvivledes neppe endog af de christne Gejstlige selv –; men Æserne fornedredes kun til at blive onde Væsener i Stedet for at de hidtil havde været betragtede som gode; Presterne lærte, og troede vel endog selv, at Djævelen og de øvrige Mørkheds Aander i Æserne havde aabenbaret sig, og der opstod endog Sagn om, hvorledes de viste sig blandt Menneskerne, og søgte at besnære og fordærve Christendommens Talsmænd[3]. Vare nu end disse
- ↑ Se f. Ex. Olaf Tryggv. Saga Cap. 131.
- ↑ Vi have saaledes seet, hvorledes Fagrskinna lader Jomsvikingerne drikke Bragafull, medens Kongesagaerne tale om Christs og Michaels Minde.
- ↑ I Olaf Tryggvessøns Saga selv forekomme flere slige Legender om, hvorledes Thor eller Odin i menneskelig Skikkelse søgte at skade eller forlokke Olaf, og her udtale sig utvetydigt de herskende Forestillinger om de hedenske Guders
