magten selv, stred sin sidste, sejrrige Kamp med Hedendommen, der bukkede under, for aldrig mere at hæve sit Hoved. Olaf Tryggvessøns korte Regjering, i hvilken Begyndelsen skede til denne Kamp, faar derved en Betydning, som den ellers umuligt kunde have faaet. Hans hele Fremtræden i Norge er saa fuldstændigt betinget af og forbunden med hans Virken som Christendommens Forkynder; denne ene Tanke, Christendommens Udbredelse i Fædrelandet, gjennemtrængte saaledes hans hele Sjæl og opfyldte saaledes hans hele Liv, at hans Historie tillige bliver den egentlige Begyndelse til Christendommens Historie i Norge. Vi vilde derfor neppe engang ret kunne opfatte og bedømme hans Færd og Virksomhed, uden at betragte den fra denne Side, og tillige nærmere at lære de Vilkaar, under hvilke han begyndte sit store Verk, at kjende. Førend vi derfor skride til at beskjeftige os med Olafs Bedrifter som Norges Konge, ville vi kaste et Tilbageblik paa Christendommens daværende Tilstand i Almindelighed, og Nordmændenes Forhold til den i Særdeleshed.
Christendommen havde paa Olafs Tid i mere end et Par Aarhundreder været Nordboerne bekjendt. Allerede mod Slutningen af det 6te Aarhundrede prædikede St. Augustin første Gang Christendommen for Anglerne; et Aarhundrede derefter var allerede England saa fuldstændigt christnet, at det kunde udsende Missionærer til Tydskland og Norden, blandt dem St. Wilbrord, der mellem Aarene 690 og 700 allerførst prædikede Christendommen for Danerne[1]. “ Irland, Skotland og de omliggende Øer vare endnu tidligere end England blevne christne, og Icolmkill paa Syderøerne var endog et Centralpunkt for christelig Lære og Missionsvæsen. Da vore Forfædre saaledes i anden Halvdeel af det 8de Aarhundrede begyndte at drage i Viking til fjernere Lande, og fornemmelig til Vesterhavets Øer, fandt de Christendommen overalt herskende. Var den end paa den Tid endnu for ung i hine Lande til at dens herlige Virkninger fuldstændigt kunde spores paa de omvendte Nationers Charakteer og Leveviis, saa var dog det, den allerede havde udrettet, stort nok til at fylde den opmerksomme Iagttager – og vore Forfædre vare skarpe Iagttagere – med Forbauselse. Denne Forbauselse tiende nu vistnok udøve en forskjellig Virkning; fanatiske Hedninger og vilde Krigere kunde vel betragte den ved Christendommen fremkaldte større Fredelighed, Blidhed i Omgang og Dannelse som en væmmelig, fra Syden indkommen, Blødagtighed og Overforfinelse; men dybere følende og frommere Sjæle maatte dog sinde sig tiltrukne ved den Lære, der prædikede Fred i Stedet for Blodsudgydelse, Fordragelighed i Stedet for Trætte, Tilgivelse i Stedet for Hevn; og baade Christendom-
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 282, 283.
