som oftest nævnes under eet, og tildeels som jevnaldrende, og vi derhos finde den sidste omtalt endnu paa Magnus den godes Tid[1], har man Grund til at antage, at disse Sønner af Erik Bjodaskalle vare meget yngre end Aastrid, Olafs Moder, og Sigurd, hans Redningsmand i Gardarike, men derimod jevnaldrende med Olaf; sandsynligviis vare de endog Aastrids og Sigurds Halvbrødre, og der er saaledes intet usandsynligt i at de stillede sig under hans Befaling. Josteins og Karlshoveds Nærværelse i England forklares altsaa simplest og rimeligst paa den ovennævnte Maade, nemlig saaledes, at de ved Efterretningen om Olafs Bedrifter, maaske ogsaa efter hans Opfordring, ere dragne over til ham med en Deel Krigere, have herjet en Stund i Fællesskab med ham, og endelig ledsaget ham over til Norge. At de have opfordret ham til at forsøge sin Lykke i Hjemmet, og forestillet ham at Tiden dertil just nu var belejlig, da Haakon Jarl havde lagt sig ud med Thrønderne ved sin Haardhed og Usædelighed, er i og for sig selv saa rimeligt og saa ganske hvad man maatte vente af deres Forhold til Olaf og af de Tiders Opfatning af Forholdene, at man ingenlunde behøver at sætte deres Optræden hos Olaf i Forbindelse med Haakon Jarls listige Planer.
At Haakon derimod har udsendt Thore Klakka som en Spion eller Agent, og at Thore har næret forræderske Anslag mod Olaf, er igjen paa den anden Side saa rimeligt, at der ej synes at være nogen Grund til at forkaste Beretningen derom. Vel nævne de gamle Kvad, endog Rekstefja, intet om Thore, men de nævne heller ikke noget om Jostein, der dog, som vi nys have seet, virkelig var hos Olaf strax førend han gjorde Toget til Norge. Kvadenes Taushed bevise her saaledes intet. Hvad som derimod er en Overdrivelse, det er den store Indflydelse, som tillægges Thores Forestillinger, og maaske endnu mere, Farligheden af det af ham anlagte Forræderi, og Maaden hvorpaa det opdagedes. Efterretningen om Stemningen og Forholdene i Norge paa denne Tid i Forbindelse med Josteins og Karlshoveds Opmuntringer maatte være nok til at vække Olafs Lyst til at gjense Fædrelandet og erhverve Kongemagten derover, uden at Thores Overtalelser behøvedes; især da det, som vi allerede have viist, under de daværende Forhold endog maatte være ubelejligt for Jarlen, at Olaf kom til Norge. Der var desuden andre Omstændigheder, som maatte gjøre Olaf Opholdet i Vesten mindre behageligt Han havde sluttet Forlig med Ædhelred, og kunde altsaa ikke længer herje i England. Sven Tjugeskegg vovede, efter at Olaf havde forladt ham, for det første ikke at forurolige England, og vendte strax
- ↑ Se Magnus den godes Saga, Cap. 43.
