sten tilbage til Norge, medbringende flere Prester; paa Vejen christner han Sigurd Jarl, saaledes som det sædvanligviis fortælles, lander i Norge ved Moster, og holder der det Thing med Bønderne angaaende Christendommens Antagelse, som vi i det Følgende skulle omtale[1].
En skarp Modsætning til disse omstændelige Beretninger danne de kortfattede, deels i den paalidelige norske Bearbejdelse af Kongesagaerne, deels i det oftere omtalte Udtog; begge nævne kun med faa Ord Olafs Ankomst til Landet, idet de dog udtrykkeligt tilføje at han kom fra England; de ytre intet om, at han var lokket til Norge, og det lader til at de betragte hans Komme just paa denne Tid, da Haakon var bleven uenig med Bønderne, som et aldeles tilfældigt, uforudseet og uforberedt Lykketref[2].
Nu er det vistnok meget i den vidtløftige Beretning, som klinger usandsynligt. Hvis Jarlen først fandt det nødvendigt at efterstræbe Olafs Liv, var det rimeligere at han havde givet Thore det Hverv at dræbe ham i Irland, end at han skulde vove det farlige Spil at lokke ham til Norge; og med.den Længsel efter at erhverve sit Fædrenerige, der besjælede Olaf, behøvede han neppe nogen Opmuntring eller Lokkelse for at drage derhen. End mindre sandsynligt er det, at Olafs egne Morbrødre skulde have villet hjelpe til at svige ham, om de end havde været tvungne til at love det under Ed, og lige saa uovereensstemmende er det med Jarlens sædvanlige Listighed, at han skulde have haft en saadan Tillid til dem, ej at tale om, at de som Vikværinger ej stode under Jarlens Herredømme, og heller ikke strax kunde være ved Haanden, om Jarlen ønskede deres Nærværelse i Throndhjem. At Jarlen, opmerksom og ængstelig ved de stigende Rygter om Olafs Magt og Anseelse, sendte Spioner, ja maaske endog Snigmordere til ham, er heel sandsynligt, men ikke, at han skulde ønske at lokke ham til Norge. End mindre Rimelighed er der i den hele, næsten barnslige Fortælling om Thores Mordplan ved Thjalfahelle. Naar man ser hen til, at alt dette fortælles omstændeligst, og tillige med størst indbyrdes Sammenhæng og eensformigst Foredrag, i den legendariske Saga, skulde man næsten formode at de fleste af hine Enkeltheder egentlig høre hjemme i denne, og at de ere laante herfra i de andre Fremstillinger, hvis Nedskriver har
udeladt mere eller mindre, eftersom han fandt det mere eller mindre usandsynligt[3]. Men antages dette, maa man egentlig blive mistænkelig mod
