Kong Haakon Adelsteensfostre havde før sin Død overdraget Riget til Eriks Sønner, og de toge det ogsaa strax i Besiddelse. Saavidt man af en enkelt Sagas Beretning kan skjønne, vendte de ikke engang tilbage til Danmark efter Slaget ved Fitje, men indhentedes af de Bud, som den døende Konge havde afsendt, og skyndte sig strax nordefter, for at komme til Kong Haakon, hvilken de dog ikke traf levende[1]. De bleve strax tagne til Konger. Men det Rige, hvori de toges til Konger, og som de ved denne Overdragelse erhvervede, var ikke hele Norge. I Viken herskede Kong Tryggve Olafsson aldeles uafhængigt. Oplandene stode ligeledes under Konger af Harald Haarfagres Æt, der enten vare uafhængige, eller adløde Kong Tryggve, og i Thrøndelagen var Sigurd Lade-Jarl i Besiddelse af Magten. Det var altsaa kun Midtlandet, som udgjorde Erikssønnernes egentlige Rige. De vovede for det første ikke engang at opholde sig andensteds end i det midtre Strøg deraf eller den egentlige Gulathingslag, fordi de frygtede baade Thrønderne og Vikverjerne, der havde været Kong Haakons bedste Venner. Imidlertid aabnede de Underhandlinger baade med Kongerne i Viken og med Sigurd Jarl, siden de ej fandt det raadeligt, strax at beghyde aabenbar Kamp med dem[2]. Det er her tydeligt at se, at Tryggve og Sigurd Jarl endnu tildeels havde Overmagten, thi Erikssønnerne maatte finde sig i at erkjende saavel Tryggve og Gudrød, som Sigurd Jarl for Herrer over de Dele af Riget, hvilke allerede Kong Haakon havde givet dem at bestyre, og om nogen Afgift synes der ikke at have været Tale[3]. Den, som især
- ↑ Fagrskinna, Cap. 34.
- ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap 1.
- ↑ Se ovf. 1 B. S. 711. Det heder udtrykkeligt i Snorres Harald Graafelds Saga Cap. 3, at Sigurd Jarl efter Eriks-sønnernes Thronbestigelse raadede ene for hele Thrøndelagen, medens det derimod i Cap. 6 omtales, at i Haakons Tid havde baade denne og Sigurd haft Rige der.
