De franske Fyrster betragtede nu ikke længer Hertugen af Nordmandie anderledes end som en af deres. Richard selv var vistnok endnu oplært i den danske Tunge; hans anden Hustru, Gunvar, som han egtede efter Emmas Død, havde endnu et nordiskt Navn og var af nordisk Herkomst[1]. Men desuagtet var ikke længer Nordmandie et blivende Sted for hedenske Vikingeskarer fra Norden. Aldrig saa snart havde han benyttet deres Hjelp, førend han, som vi have seet, lod sig det være magtpaaliggende at faa dem, der ikke vilde antage Christendommen, skaffede bort fra Landet. I sin lange Regjeringstid befæstede han Orden, Rolighed og Fred i Landet, og viste ved sine rige gejstlige Indstiftelser, hvor oprigtigt Christendommens Forherligelse laa ham paa Hjertet. Og i denne lange Tid svandt de sidste ydre Levninger af den nordiske Nationalitet. Men ophørte end Nordmannerne i Sprog, Skikke og Sædvaner at være Nordmænd, saa vedbleve de dog, som vi tidligere have ytret, at være det i Charakteer De fornegtede ej deres Oprindelse, af hvilken de fremdeles vedbleve at være stolte lige over for de øvrige Franskmænd. Og de Begivenheder, der mod Slutningen af Richards Regjeringstid begyndte at foregaa i England, kunde umuligt undlade hos Nordmannerne, Øjevidner dertil, at opfriske Mindet om deres Herkomst og deres egne Forfædres Stordaad.
Vi have omtalt de danske Besiddelser i Northumberland, og viist, hvorledes de dygtige engelske Konger, Ædhelstan, Eadmund og Eadred, gjorde sig til Herrer over dem[2], uden dog derved at formaa, eller endog blot at forsøge paa at tilintetgjøre deres Nationalitet, men erkjendende deres Berettigelse til at danne en egen Afdeling i Staten selv, under egne Love og med eget Sprog, og overladende det til Tiden at udjevne Nationalitetsforskjellighederne – der forresten ej vare store – mellem begge Folkeslag. Uagtet nu vistnok de engelske Konger just ikke ganske med det Gode fik Danerne i Northumberland til at underkaste sig, vare disse dog paa den anden Side saa mægtige, at det neppe vilde være lykkets nogen engelsk Konge at tvinge dem til Lydighed, hvis de alle havde været enige om at gjøre ham Modstand. Det kan derfor antages som vist, at trods alle de Uroligheder i det danske England, som ledsagede dets Underkastelse, maa dog Fleerheden
