thar sig ved Gefosse, og den langvarige Uenighed mellem ham og Richard bilagdes fuldkommen til begges Tilfredshed. Der stiftedes Venskab og oprettedes et Forlig, som besegledes med Eder fra begge Sider. En Deel af de nys ankomne Hedninger skal Richard have overtalt til at lade sig christne; de øvrige skal han have faaet til at drage til Spanien, hvor de skulle have anrettet store Ødelæggelser[1].
Noget Tog som det sidstnævnte omtales vistnok ikke i Sagaerne eller hos Saxo, og det er just heller ikke meget sandsynligt at Kong Harald Gormssøn i Danmark skulde have sendt Hjelpetropper til Nordmandie paa en Tid, da han visselig havde nok at bestille hjemme med at være paa sin Post mod Tydskerne. Paa den anden Side er der dog heller ingen Grund til at betvivle at Richard virkelig har faaet en saadan Hjelp som den her omhandlede af en til Frankrigs Kyster ankommen Vikingeskare; men da det i den Tid, disse Begivenheder foregik, ikke var sædvanligt, at Vikingerne fra selve Norden droge til de vestlige Farvande, men derimod fornemmelig søgte til Austerveg, skulde man snarest formode, at de Vikinger, der understøttede Richard, vare fra England, og at han, hvis han virkelig har sendt Bud over Havet om Hjelp, kun har sendt dette Bud til Northumberland, der laa ham nærmest. At Dudo, der skrev sin Krønike paa en Tid, da Danevældet havde naaet eller var nær ved at naa sit højeste Punkt, og da der vistnok fandtes faa enten i England eller Nordmandie, som vare uvidende om at den berømte danske Erobrer Knuts Farfader hed Harald og var den mægtigste Konge i Norden gjennem en lang Aarrække i Løbet af det 10de Aarhundrede, – at han uden videre nævnte Danekongen Harald som den Fyrste, hos hvem Richard søgte Hjelp, var heel naturligt. Paa denne Maade kunde man maaske endog forklare det tidligere Tog, Harald i egen Person skal have gjort til Nordmandie, skjønt rigtignok et saadant Tog, foretaget af ham paa den Tid, klinger langtfra saa usandsynligt, som en Afsendelse af Krigere, efter at han var bleven indviklet i de tydske Anliggender.
Men fra hvem end dette Tog er udgaaet, saa er det dog lige fuldt merkværdigt, fordi det aabenbart kan ansees som det sidste Tegn paa en mere umiddelbar Forbindelse mellem Nordmannerne og de øvrige Nordboer, eller paa en mere levende Bevidsthed hos hine om at disse endnu vare deres Landsmænd og Stammefæller. Fra den Tid, kan man sige, ophørte den egentlige nordiske, og begyndte den franske, Generation i Nordmandie.
- ↑ Se om alt dette Dudo, hos Duchêne S. 120 til 155. Villjam af Jumièges, hos Duchêne S. 239–292 Flodoard, hos Pertz V. S. 390–407; Widukind, II. 39. (S. 448) og III, 1–5 (S. 451, 453); Richer 2den Bog S. 595–610.
