Nordmandies Kyster; det var da at forudse at Ludvig vilde aabne Underhandlinger 1ned ham, og hvis det da kom til et Møde, vilde man faa Lejlighed til at tage Hevn for Villjams Drab. Dette skede. Der aabnedes virkelig Underhandlinger, og Harald indbød Ludvig til et Mode ved Floden Dives paa Grændsen af Landskabet Bessin. Men trods det givne Lejde grebe Haralds Mænd til Vaaben, og dræbte Herluin, under Paaskud af at det blotte Syn af ham mindede dem om Villjams Drab, men egentlig vistnok fordi han var Kongens Ven og af ham indsat til Befalingsmand i Rouen; hans Broder Lambert deelte hans Skjæbne, og det vilde neppe være gaaet Kongen bedre, hvis han ej, beskyttet af nogle faa Nordmanner, der forbleve ham tro, var undkommen til Rouen. Her blev han imidlertid strax greben af Bernhard og de øvrige Nordmannerhøvdinger, og holdt i Fangenskab. Ved Efterretningen herom indfandt strax Hertug Hugo sig, for at anholde om at Kongen maatte udleveres til ham; dette skede, imod at Kongens yngste Søn sendtes til Rouen som Gissel. Med Ludvigs Magt i Nordmandie var det nu saaledes forbi. Nordmannerne underkastede sig nu, rigtignok kun for et Syns Skyld,Hugo, der indsatte Radulf Torta, en Søn af Biskoppen af Paris, til sin Statholder, men som dog snart maatte tilbagekaldes formedelst hans Haardhed mod den unge Richard, der nu var kommen tilbage til Rouen. Fra denne Tid af optræder Hugo som Richards Formynder[1], uden dog, som det synes, at have næret nogen Plan til at omstyrte hans Herredømme eller berøve ham hans Lande, hvilket han vel nu maa have anseet umuligt. Tvertimod søgte han paa alle Maader at beskytte ham og drage ham til sig, og forlovede ham derfor med sin Datter Emma. Ludvig, som imidlertid ved den engelske Konge Eadmunds Mellemkomst var kommen paa fri Fod, blev saa ængstelig herover, at han sendte Grev Arnulf af Flandern til Kong Otto af Tydskland, for at overtale denne til at staa ham bi ved at ydmyge Hugo og undertvinge Nordmandie. Otto kom, forenede sig med Ludvig og Arnulf, og rykkede heelt mod Rouen, men maatte drage tilbage med uforrettet Sag og stort Tab (946)[2]. Blandt de Faldne paa hans Side var hans Brodersøn, der blev dræbt ved et pludseligt Udfald af Nordmannerne. Ludvig gjorde ikke flere Forsøg mod Richard, men skal endog have bekræftet ham i Besiddelsen af Nordmandie. Efter Ludvigs Død (954) levede heller ikke Hugo længe, og anbefalede paa sin Dødsseng (956) sin Søn og Efterføl-
