ængstelige. Det hed, at Arnulf havde raadet Ludvig til at holde Richard i strengt Fangenskab i Laon, ja endog at Ludvig pønsede paa at rydde ham afvejen. Da lykkedes det Aasmund, Richards Opdrager, at flygte med ham fra Laon. Først fik han ham til at anstille sig syg, hvorved hans Vogtere lode sig forlede til mindre Paapasselighed, siden skjulte han ham i et Knippe Hø, hvilket han, forklædt som en Staldkarl, tog paa sine Skuldre, som om han bilde bringe det til sine Heste, og kom saaledes ubemerket ud med ham af Byen; han bragte ham først til Couci, siden til hans Faders Morbroder, Grev Bernhard af Senlis. Denne fik Hertug Hugo, som atter var kommen i et noget spendt Forhold til Kongen, til at tage sig af ham, og love at forsvare ham. Hugo sluttede nu et Forbund med de nordmanniske Høvdinger. Men den statskloge Arnulf af Flandern gav Kongen det Raad at tilbyde Hugo Bayeux og hele Landet vestenfor Seine, hvis han vilde gjøre fælles Sag med ham. Dette Tilbud kunde Hugo ej modstaa, og begyndte ivrigt at stride mod de fremmede Nordmanner, som imidlertid havde herjet Bretagne og vundet flere Sejre over Indbyggerne. Af Frygt for den Fare, som nu truede Nordmandie, besluttede Bernhard, Richards tro Tilhænger, efter Greven af Senlis’s Raad at nærme sig Kong Ludvig, for et Syns Skyld at tilbyde ham Underkastelse, vække hans Skinsyge mod Hertug Hugo, og saaledes splitte det nys oprettede, paa temmelig svage Fødder hvilende Forbund mellem dem. Han indbød Ludvig til at komme til Rouen, forestillede ham, hvor urimeligt det var at tillade Hugo at herje og underkaste sig et Landskab, der hørte ham selv til, og lovede ham sin og de øvrige Nordmanners Bistand mod hans Fiender. Dette virkede. Ludvig begav sig med Arnulf og Herluin til Rouen, blev modtagen med de største Æresbeviisninger, og lod sig lettelig overtale af Bernhard til at sende Bud til Hugo med den Befaling, at han strax skulde drage vort fra Bayeux. Hugo adlød, men blev naturligviis meget forbitret; derimod tog Kongen selv Staden i Besiddelse. Han opførte sig nu en Stund ganske som Herre over Nordmandie, og gjorde Rouen til sin Hovedresidens, medens han fejdede mod Hugo, der imidlertid paa egen Haand kæmpede mod endeel Nordmanner, som havde gjort Indfald i hans Besiddelser. Men da Kongen nu en Gang havde faaet Fodfæste i Rouen, var det ikke saa godt at faa ham ud igjen. Det havde aldrig været Nordmannerhøvdingernes Mening at han skulde have noget blivende Herredømme der: de havde stolet paa at Krigen med Hugo skulde svække hans Magt, og derfor begyndte de alvorligt at ængste sig, da der atter aabnedes Underhandlinger mellem Kongen og Hertugen, og en foreløbig Vaabenstilstand sluttedes paa nogle Uger. Bernhard tog derfor sin Tilflugt til den nys omtalte Harald, der af de nordmanniske Skribenter udgives for at have været Danernes Konge. Han bad ham samle Krigerne fra Cotentin og Bessin omkring sig, og med dem at herje
