gen heelt til Munster for at befri sin Broder, her led et stort Nederlag og mistede 365 Mand[1]. Naar Olaf Gudrødssøn døde, nævnes ikke; men det maa være strax efter hans Død, at det endelig lykkedes Olaf Kvaran at vinde det saa længe attraaede Herredømme over Dublin, hvor vi finde ham 969. Blandt hans Bedrifter nævnes, at han herjede den saa ofte hjemsøgte Stad Kells, og at han i Aaret 977 dræbte eller lod dræbe den da regjerende Overkonge Dufnjalls Sønner Muircertach og Dufnjall[2]. Men Kong Dufnjall havde endnu en tredie Søn, Mælsechnail, der ved hans Død 980 fulgte ham som Overkonge. Han gjorde alvorlige Udrustninger for at tilkæmpe Riget Ro og Sikkerhed, og for at bøje de Fremmedes Overmod. Olaf Kvaran fik paa sin Side Understøttelse fra Syderøerne og de øvrige Nordmænd paa Irland, saavelsom af Kongen i Leinster, men da han nu var gammel, overlod han det til sine Sønner Sigtrygg og Ragnvald at anføre Hæren og møde Fienden. Begge Hære stødte sammen ved Tindrud, nær ved Teamhar, Hovedstaden i Meath, og der blev et blodigt Slag, hvor Ragnvald faldt med mange andre Nordmænd, og Mælsechnail beholdt Sejren, skjønt ikke uden ogsaa paa sin Side at have tabt mange anseede Mænd[3]. Han drog derpaa, understøttet af Ulsters Konge, til Dublin, og efter tre Dages heftige Kamp nødte han Olaf Kvaran til at indgaa et Forlig, ifølge hvilket denne maatte udlevere alle sine Fanger og Gisler, alt det Kvæg, han havde røvet fra Njallernes Stamme, til hvilken Mælsechnail hørte, og dennes Fiende Dufnjall, Konge af Leinster, ligesom han og maatte udrede en Afgift af 200 Øxne foruden en heel Deel Klenodier og Kostbarheder, og maatte frasige sig Retten til den aarlige Skat, som Njallerne hidtil havde maattet yde af deres Besiddelser, lige fra Kilderne af Shannon til Havet. (980). Mælsechnail udstedte endog en Proklamation, hvorved han indbød alle Irer, der endnu opholdt sig i de Fremmedes Land i Trældom og Undertrykkelse, til at vende tilbage, hvilket nu stod dem frit for, da Fred og Rolighed var oprettet. I de irske Annaler kaldes dette en Befrielse fra det babyloniske Fangenskab. Den gamle Olaf Kvaran tog sig saa nær af denne Modgang, at han gjorde en Pilegrimsrejse til Icolmkill for at afbede sine Synder, og døde der. Hans Been hvile rimeligviis
- ↑ De 4 Mestres Annaler, sammesteds S. 490.
- ↑ Saaledes Tighernach, den ældste og paalideligste af Annalisterne, O’Connor, II. S. 260. De 4 Mestres Annaler synes at have misforstaaet dette Sted.
- ↑ Her er ligeledes Tighernach (l. c. S. 261) fulgt som den paalideligste og mindst forvirrede. De øvrige fortælle disse Begivenheder mere eller mindre forvirret.
