derlag iblandt dem, da 360 bleve dræbte[1]. Denne Flok af danske Vikinger synes at have været forskjellig fra Sigurd Jarls Krigere, thi den kaldes i de irske Annaler udtrykkeligt Daner, medens Nordmændene i Almindelighed kun kaldes „de Fremmede“[2]. Disse Angreb maa visselig have svækket Gudrøds Magt. I Aaret 989 led han et nyt Nederlag mod Sigurd Jarls Mænd, Kaare og Njaalssønnerne, og mistede herved sin Søn Dufnjall, som faldt i Slaget[3]. Og endnu i samme Aar, fortælles der, blev han selv dræbt af de dalriadiske Skotter[4]. Om Sigurd Jarl nu ganske underkastede sig hans Rige, eller om irske Konger gjorde sig til Herrer derover, kan man af Oldskrifterne ikke erfare. At hans Søn var den Harald svarte af Island, som omtales i de manske Annaler, kan neppe betvivles, og da vi af disse, som det nedenfor vil vises, erfare at Haralds Søn Gudrød Crovan i Aaret 1066 satte sig i Besiddelse af Man, som da beherskedes af en Konge ved Navn Gudrød Sigtryggssøn[5], maa Harald efter sin Faders Død være bleven forjagen fra Man, og denne Ø, tilligemed den tilhørende Deel af Syderøerne, være kommen i andre norske Erobreres Besiddelse.
Af Begivenhederne paa Irland have vi allerede omtalt flere. De norske Rigers Historie frembyde et Billede paa uophørlig Strid og Blodsudgydelse, og man maa alene undres over, at Nordmændene med al den Uenighed, som herskede mellem dem indbyrdes dog formaaede at holde sig, uden at ligge under for de Indføddes altid fortsatte Angreb. Man kan heraf ikke andet end drage den Slutning, at Nordmændene, trods Irernes – egentlig kun den irske Gejstligheds – tilsyneladende større Kultur, dog i det hele taget have været dem baade aandelig og legemlig overlegne. At de i det mindste vare i Besiddelse af hele Øens Handel, synes man at kunne slutte fra den Omstændighed, at de fleste irske Mynter fra denne Tid, som findes, ere slagne af norske Konger i Landet Nordmæn-
- ↑ Ulster-Annalerne, hos O’Connor IV. 285.
- ↑ Det er fristende nok at antage det sidstnævnte Slag for at have været det samme som det, Gudrød bestod med Njaals Sønners men deels er det ikke sandsynligt, at der i Slaget med dem skulde kunne falde 1000 Mand, da deres Stridskræfter neppe vare tilstrækkelige dertil; deels vilde Annalerne vel her, som sædvanligt, have kaldt dem Gall, hvorimod de her udtrykkelig kaldes Danaraibh; endelig nævnes Toget til Icolmkill m. m., hvilket vel og vilde have været omtalt i Njaals Saga, hvis hans Sønner havde deeltaget i et sligt Tog.
- ↑ Njaals Saga, Cap. 87. Se herom ovenfor, S. 105.
- ↑ Tighernach, hos O’Connor II. S. 267. Ulster-Annalerne, sammesteds IV. S 286.
- ↑ Se Chronicon regum Manniæ ved 1066.
