Syderøerne at bestille, men at have indskrænket sig til at befæste sit Herredømme i Dublin. Som Herre i Suderøerne nævnes derimod nu en Makk Haraldssøn, der ej maa forvexles med hiin Makkus Olafssøn, som dræbte Erik Blodøxe[1]. Han underkastede sig i Aarene 969 og 970 hele Anglesey, hvorfra han dog senere blev fordreven; han skal derpaa have landet den engelske Konge Eadgar, og nævnes blandt de 8 Konger fra hele Britannien, Skotlands Konger iberegnede, der i Aaret 973 gjorde ham deres Opvartning i Staden Chester, og roede hans Baad til og fra Kirken. Han satte sig siden (974) fast paa den smukke, med ikke færre end 11 Kirker bebyggede Ø Inniscathaig i Mundingen af Shannon-Elven, hvor han plyndrede Helgenen St. Senans Grav, og befriede tillige Ivar, Fyrsten af Limerick, som altsaa maa have været holdt i Fangenskab her[2]. I Makk’s Følge vare ogsaa, fortælles der, Øernes Lagmænd[3], af hvilken Benævnelse man skulde formode, at de mindre Høvdinger paa Man og Syderøerne virkelig førte denne Titel, men at den af de med Sproget ukyndige Gaeler blev tagen for et Navn, ligesom den omsider af de norske Kolonister selv anvendtes som et saadant, da vi ogsaa senere støder paa den blandt de syderøiske Kongrrs Navne. Makk holdt sig henimod tre Aar paa Inniscathaig, ind-
- ↑ Se ovenfor 1ste B. S. 729. Det Sted, hvor denne Begivenhed (Erik Blodøxes Død) omtales fuldstændigst, er hos Hoveden (Saviles Saml. S. 423). Men i Saviles Udgave læses her fejlagtigt „occiso Amacco“ istedetfor „occiso (neml. Erico) a Macco, hvilken Læsemaade har forført Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 213) og maaske flere med ham til at tale om en Kong Amaccus, der selv blev dræbt 954 (950). At der skal læses a Macco viser Matthæus af Westminster S. 369, der udtrykkeligt fortæller at Erik (Eilricus) og hans Søn m. m. bleve dræbte a Macone consule. Navnet Makk (Maccus) er forresten heel besynderligt, og man skulde næsten være fristet til at antage det for en Misforstaaelse af det gaeliske Mac (Søn), hvis det ej forekom saa ofte, tildeels under forskjellige Skikkelser. Maccus kaldes han nemlig med Tillægget „plurimarum rex insularum“ hos Florens af Worcester, Mon. hist. Brit. I S. 578. Brut y Tywysogion kalder ham Marcus Haraldssøn (Marc uah Herald), se Mon. hist. Br. I S. 819. Caradoc af Llancarvan har Mactus (eller maaske Maccus) Haraldssøn (Prices Overs. S. 57). Annales Cambriæ nævne kun „filius Haraldi“ Mon. hist. Brit. I. S. 838. I et Diplom af 971, men som dog neppe er egte (se Kembles Codex dipl. ævi anglosaxonici III S.67–69) kaldes han som Medunderskriver „Mascusius archipirata“. De fire Mestres Annaler have Maccus mac Arailt (O’Connor III. S. 504) hvilket næsten kunde antages at være „Magnus“, hvis dette Navn allerede da havde været brugeligt. Derimod nævne Innisfallens Annaler atter kun Mac Arailt d. e. Haralds Søn, O’Connor I. S. 44, 46.
- ↑ Se de nys citerede Steder i de irske Annaler, jevnfør Th. Moore’s Irlands Hist. II. S. 87.
- ↑ De 4 Mestres Annaler, O’Connor III. S. 504; der staar col Lagmanaih, oversat cum Lagmannis. Den ovenfor nævnte „Lagman“ kaldes derimod Ladgmann, l. c. S. 490.
