maa her tillige atter berøre den merkelige Overeensstemmelse mellem Saxo og Henrik, idet den første, i sin Beskrivelse over Helgeaa-Slaget, kun synes at have det af Henrik ved 1025 omtalte, ej det i 1027, for Øje. Det er ellers saare vanskeligt at blive klog paa, hvad og hvor meget Saxo har laant af fremmede Forfattere, da han, hvad man af mange Kjendemerker, som det her vilde blive for vidtløftigt at opregne, kan see, benyttede alle Materialier, der staa til hans Raadighed, paa den frie og egenmægtige Maade, som jeg ovenfor har omtalt, og som er hans Samtids og nærmeste Eftertids historiske Skole egen.
Hos faa Forfattere fremtræder denne vilkaarlige, ukritiske Maade at behandle Stoffet saa grelt, som hos den ovenomtalte skotske Historieskriver Fordun[1], hvis Verk formedelst de Oplysninger, hvoraf han umiskjendeligt var i Besiddelse, men nu ere tabte, vilde være af overordentligt Værd, især for den Deel af vor Historie, der omhandler vore Forfædres mangehaande Berørelser med Skotland, hvis man kunde stole paa, at han nøjagtigt gjengav alt, saaledes som han modtog det. Men i dets Sted kan man derimod paavise, at han har tilladt sig de vilkaarligste Forandringer, at han paa den meest ukritiske Maade har sammenblandet indenlandske Sagn med indenlandske Forfatteres Beretninger, og at han endog i det mindste paa enkelte, maaskee endog paa de fleste Steder, har misforstaaet sine Kilder, især naar disse vare i det gaeliske Sprog. Som et Beviis instar omnium kan jeg her anføre under Eet, hvad jeg vel ogsaa nedenfor paa et Par Steder (S. 642 og 858) har berørt, men som der paa det Sted ej var Anledning til at udhæve saa nøje, som det fortjener til Bedømmelsen af hans Kritik og Paalidelighed De fortrinlige irske Annaler (hvorom nedenfor) give saa nøjagtige Oplysninger om den bekjendte skotske Konge Macbeth og den Æt, hvoraf han stammede, at vi med Vished vide, at hans Fader hed Finnlaich (vore Sagaers Finnleik), og at hans Æt længe havde ligget i Strid om Tronen med den anden, Kenedske Konge-Æt. Navnet „Finnlaich“ udtaltes paa Gaelisk omtrent som „Finulæ“, og dette er vel Aarsagen, hvorfor Fordun (IV. 49) kalder ham „Finele“ (han kalder nemlig Macbeth Machabeus filius Finele). Det er bekjendt nok, at Macbeth fældte sin Forgænger Duncan, der igjen var en Dattersøn af Kong Mælkolm Keneds Søn. Fordun siger, at Duncan blev dræbt ved en Nidingsdaad af Mænd, der tilhørte den samme Æt, hvis Medlemmer allerede havde dræbt saavel hiin Mælkolm, som Mælkolms Fader Kened. Men hvor han beretter om Keneds Død, fortæller han en lang Historie om hvorledes en forrædersk Kvinde ved Navn Finele, Datter af Jarlen af Angus, fik ham ombragt ved Selvskud, eller ved en særegen mechanisk Indretning, bestaaende i en Billedstøtte, ved hvis Berørelse flere i Værelset
- ↑ Fordun skrev sit Verk omkring 1380.
