bende i dets Historie, og endelig de Træk, deres Saga meddeler os af Livet paa Island i hine Dage, saa interessante, at vi her ej kunne andet end dvæle nærmere derved. Gunnars Fader Haamund var en Sønnesøns Søn af hiin Baug, Ketil Høngs Festbroder, der nedsatte sig paa Lidarende i Fljotslid. Gunnars Moder Rannveig Sigfusdatter var en Sønnedatter af Landnamsmanden Sighvat den røde, og af Eyvind Lambes og Sigrids Datter Rannveig, efter hvilken hun var opkaldt[1]. Gunnar var stor, sterk, smuk, en saadan Mester i alle ridderlige Øvelser, at neppe nogen Islænding enten før eller siden deri var hans Lige: han kunde saaledes fegte til Fuldkommenhed med begge Hænder, svømme som en Sæl, treffe med sine Skud alt hvad han sigtede efter, og hoppe i fuld Rustning ligesaa højt som han selv var. Derhos var han fredelig, venlig, vennesæl og gavmild. Njaal, hans Ven, var en Sønnesøn af hiin Ufeig fra Raumsdalen, som Harald Haarfagre havde ladet aflive, og hvis Enke Aasgerd siden tog Land ved Markarfljot. Njaals Hovedgaard var Bergthorshval nærved Kysten. Han var sin Tids lovkyndigste Mand paa Øen, viis, beredvillig til at give gode Raad og velmenende; ved hans Ydre ansaa man det som en Lyde at han ikke havde noget Skjæg. Den første Anledning, hvorved Gunnar gjorde sig mere end almindelig bemerket, var, da Egteskabet mellem Rut Herjulfssøn og hans Hustru Unn var blevet opløst, som ovenfor er fortalt. Unns Fader, Mørd Gogja paa Rangaarvalle, var en Søn af Sighvat røde og han saaledes nær beslægtet med Gunnar. Da han havde forladt Rut, fordrede Mørd hendes Gods tilbage, og anlagde desangaaende Sag mod Rut, men denne, der ej kunde staa sig mod Mørd i Lovkyndighed, æskede ham til Holmgang hvortil han efter Loven var berettiget, og da den gamle Mord ej kunde tænke paa at stride med den kraftige Rut, maatte han lade Sagen fare. Saaledes stod det hen indtil Mørds Død. Den henvendte Unn sig til sit Søskendebarn Gunnar om Hjelp. Han lovede hende den, og raadførte sig med Njaal derom. Denne lærte ham en listig Maade, hvorledes han skulde bære sig ad for at faa Rut stevnt, hvilket havde sine store Vanskeligheder. Da Sagen kom for paa Thinget, begik imidlertid Gunnar en Formfejl, der truede med at gjøre al hans Umag forgjæves, men nu greb han tildelt Udvej, at byde Rut det samme Vilkaar, han havde budt Mørd, nemlig at æske ham til Holmgang, og da Rut nu var gammel og lige saa lidt kunde maale sig med Gunnar, som Mørd i sin Tid havde kunnet maale sig med ham, maatte han give efter og betale de forlangte Penge[2]. Ikke længe efter foretog Gunnar tilligemed sin tapre og ham hengivne Broder Kolskegg
