misfornøjet med at hans Broder saaledes havde forbundet sig med hans Modpart, men maatte dog nu give efter. Einar viste sig altsaa ved denne, ligesom ved andre Lejligheder, som en meget snu og beregnet Mand, thi han ønskede neppe at Gudmund skulde blive altfor mægtig. Thorkell Geitessøn udmerkede sig ved sin Lovkyndighed. Hall paa Sida var Hovedet for alle de saakaldte Sidemænd, eller Bødvar hvites og Rollaug Ragnvaldssøns Ætlinger. Hans Datter Steinvar egtede Flose paa Gaarden Svinafell sydøstligt i Landet, Søn og Arving af den mægtige Thord, kaldet Freysgode, en Søn af hiin Assur, Sønnesøn af Heyjangrsbjørn, hvis Moder Thorgerd og efter Mandens Død paa Overrejsen til Island selv tog Land i Nærheden af Ingulfshøvde[1].
Sidemændene boede allerede saa nærved Sønderlandet, at de kom i hyppigere Berørelse med dets Beboere og oftere havde Anledning til at blande sig i deres Anliggender. De mægtigste Mænd her vare fornemmelig Mosfellingerne, eller Efterkommerne af Ketilbjørn den gamle paa Mosfell. Hans Sønnesøn Gissur, med Tilnavnet den hvite, var paa denne Tid Familiens Hoved, og udmerkede sig ej alene ved sin Magt og Anseelse, men og ved sin Redelighed og sit Ædelsind. Det samme Ædelsind udmerkede ogsaa hans Svigersøn Hjalte Skeggessøn i Thjorsaadalen, ligeledes en af Egnens Høvdinger. De søgte helst, hvor de kunde, at bilægge Trætter i Mindelighed, og indlode sig kun i Kamp, naar det efter de Tiders Begreber var nødvendigt. Vi ville ogsaa senere gjenfinde dem tilligemed Sidu-Hall som Christendommens ivrigste og uegennyttigste Tilhængere. En af Gissurs Systre var gift med Geir Gode paa Lid, en anden med Ellida-Grim, Søn af den forhen omtalte Aasgrim fra Hvin, med hvem hiin havde Sønnen Aasgrim Ellidagrimssøn paa Tunge, ligeledes en mægtig Høvding. Gissur, Geir, Aasgrim, Hjalte og deres øvrige Tilhængere udgjorde en Forening af Høvdinger, som det ej var let at modstaa, og hvis de ej havde udmerket sig ved Retsindighed og Fredelighed, vilde de kunne have gjort stor Skade. Nogen Modvegt mod dem dannede Thorodd Gode paa Ølvus, Dattersøn af Thormod Skafte[2], og den forhen omtalte Thorgils Arrebeinsstjup paa Tradarholt i Floen.
De merkeligste Begivenheder, som i denne Tid forefaldt paa Sønderlandet, vare de, i hvilke Gunnar Haamundssøn paa Lidarende og hans faderlige Ven, den lovkyndige Njaal Thorgeirssøn, toge Deel. Skjønt disse ikke hørte til de allermægtigste Høvdingers Tal, var dog deres Anseelse saa stor, de Bedrifter, de udførte, saa følgerige for Landet og indgri-
