hun Gisles Sverd, som Eyjulf havde medbragt og lagt fra sig, for at gjennembore ham dermed, men kom dog kun til at saare ham i Laaret. Børk sprang op og slog hende, men Snorre stødte ham omkuld, satte hende hos sig, og sagde at hun havde nok at sørge over, om hun ikke ovenikjøbet skulde have Slag. Eyjulf foer ligeledes op, og der blev en stor Larm; Børk fik dog alt bragt i Rolighed ved at tilbyde Eyjulf Selvdom, og han tilkjendte sig fuld Mandebod. Men Thordis erklærede sig strax skilt fra Børk, og den følgende Sommer fordrede Snorre sin Fædrenearv af ham. Han endte ikke, førend han havde faaet Børk dreven fra Helgafell, hvor nu Snorre selv bosatte sig. Ogsaa han er en af Sturlungernes Forfædre, og det er sandsynligviis efter ham, at den berømte Snorre Sturlasøn er opkaldt. Han beskrives som en Mand af Middelhøjde, temmelig spinkel, smuk af Ansigt, lyshaaret, med rødligt Skjæg; han var i det daglige Liv stilfærdig; man mærkede ikke synderligt paa ham, om han fandt Behag eller Mishag i en Ting; han var forstandig, kunde i Mangt og Meget slutte sig til hvad Fremtiden vilde bringe, var uforsonlig og hevngjerrig, men gav sine Venner de meest heldbringende Raad, medens hans Uvenner fik det modsatte at finde. Han overtog ogsaa Hovets Bestyrelse og Godordet, saa at han fra nu af kaldtes Snorre Gode, og blev en stor Høvding[1].
Kort efter at Snorre havde overtaget Godordet paa Thorsnes, døde Goden Thorgrim Kjallaksøn, en Sønnesøn af Bjørn austrøne, og efterlod tre Sønner, Brand, Styr og Vermund mjove, af hvilke den sidste bosatte sig paa Bjørnshavn. Styr hed egentlig Arngrim, men formedelst hans voldsomme og urolige Sind havde man kaldt ham Styr (d. e. den urolige), ja endog Vigastyr (d. e. Drabs-Stur). Vermund derimod var en stille, rolig og forstandig Mand. Vermund foretog ikke længe efter en
- ↑ Gisle Surssøns Sagas Eyrbyggjasaga Cap. 13, 14, 15. Ifølge denne var Snorre altsaa 15 Aar, da han fik jaget Børk fra Helgafell. Aaret efter, heder det, blev hans Halvsyster Thurids Mand Thorbjørn dræbt; hun var altsaa i denne Mellemtid bleven gift. Den følgende Høst (982) skal hun være bleven gift med Thorodd (se nedenfor), og kort efter fødtes hendes Søn Kjartan, (985) 15 Aar før Christendommen blev lovtagen paa Island. Imidlertid heder det i Kristnisaga Cap. 1, at Snorre var 18 Aar, da han overtog Bestyrelsen af Gaarden, men at han allerede i 981 havde oplevet sit 18de Aar. Alle disse Angivelser afvige noget fra hinanden, skjønt efter Omstændighederne just ikke synderligt. Der er flere Omstændigheder, der gjøre det rimeligt at flytte det af Kristnisaga angivne Tidspunkt til 983. Da ogsaa Gisle Surssøns Saga henfører dennes Drab, og følgelig Snorres Optræden som Herre paa Gaarden til henved 18 Aar (982) efter Thorgrims Drab (961), er der altsaa fleest Stemmer for dette; det er og rimeligere at Snorre foretog sin Rejse til Norge i sit 18de end i sit 13de Aar. Thorodds Giftermaal falder sandsynligviis i 981. Allerede to Aar efter synes Kjartan at være fød, og dette passer nøje med hiin ovenfor omtalte Angivelse, at han ved 1000 var 15 Aar gammel.
