rede efter et Par Aars Forløb rejste hjem til Island over Norge, hvor han nær var bleven dræbt af Dronning Gunnhilds Udsendinger. Endelig kom ogsaa Hørd hjem med sin Hustru, et stort Følge og mange Rigdomme, opslog sin Bolig paa Breidabolstad, og levede en Tidlang med megen Glands. Han lagde stedse an paa at vise sig fredelig og forligelig. Desuagtet traf det sig saa uheldigt, at en af hans Folk, et ondskabsfuldt Menneske, dræbte en i Nærheden boende Mands unge Søn før en ringe Sag. Hørd tilbød strax hans Fader Selvdom og al mulig Oprejsning, men denne, der ligeledes var trættekjær og ondskabsfuld, vilde ikke høre om andet end at forfølge Sagen til det Yderste. Da kom der et saadant Raseri over den ellers godmodige Hørd, at han strax dræbte Manden og satte Ild paa hans Gaard, saa at den brandt op med alt hvad der var, hvoriblandt to Kvinder, der ej vilde gaa ud. Dette blev naturligviis strax paaklaget af Hørds Fiender og Misundere, og da ej engang hans egen Svoger vilde tage sig af hans Sag, eller endog byde Bøder for ham, blev han dømt fredløs. Nu tyede han med alle Sine til sin Fostbroder Geir paa Gaarden Botn, efter først at have opbrændt sin Gaard paa Breidabolstad. Da Geir ikke kunde skaffe Føde til saa mange Mennesker, og dog nødig vilde vise sig ugjestfri mod Hørd, greb han til den Udvej, at røve Kvæg paa en anden Gaard, hvorved et Par Mænd bleve dræbte. Hørd erfoer det, blev meget misfornøjet, og vilde ikke engang at man skulde nyde af de røvede Dyrs Kjød, førend Ejeren var bleven underrettet derom og havde faaet Bøder. Men Nøden drev dog ogsaa omsider ham til at finde sig i denne Maade at friste Livet paa, og da han nu tillige blev underrettet om, at man tænkte paa at samle sig imod ham og hans Venner for at tage dem af Dage, flyttede han med Geir og alle sine Mænd til en Klippe-Holm ved Hvalfjorden, hvor de af Tømmeret fra de nedrevne Huse paa Botn byggede en stor Skaale, og stiftede et ordentligt organiseret Forbund af Fredløse, der forbandt sig til at vise Hørd og Geir ubetinget Lydighed, og af hvilke ingen Under den Straf at styrtes ned fra den stejle Klippevæg maatte være længere end tre Nætter borte uden Tilladelse. Andre Fredløse og Ugjerningsmænd strømmede nu til, og svore Hørd og Geir Troskabs-Ed. Til en Tid var der endog ikke færre end 200 Mand samlede: det mindste Antal var 80. Det er let at forstaa, at denne Bande blev en sand Landeplage for Egnen. De kunde alene ernære sig ved Rov, og om end Hørd og Geir selv ønskede at vise saa megen Humanitet som muligt, saa var det dog ved et saa stort Antal, hvoraf den største Deel var det værste Udskud, ej at tænke paa at kunne hindre mange Ugjerninger. De havde sluttet en hemmelig Aftale med Bonden Thorstein Guldknap paa Thyril inderst i Fjorden, at han skulde sætte alle Rømningsmænd over til dem, og give dem Nys om alle Anslag imod dem, hvorimod de til Gjengjeld ej skulde røve
