vester til Hjardarholt efter sin Datter Thorgerd. Budet kom til hende noget over Middag. Hiin begav sig strax paa Vejen, red hele Natten, kom til Borg, og gik ind i Ildskaalen, hvor Aasgerd hilsede hende og spurgte om hun havde spiist til Natverd. „Nej“, svarede Thorgerd højt, saa at hendes Fader inde i Aflukket kunde høre hende, „jeg har ingen Natverd faaet, og vil ingen faa førend hos Freyja; jeg veed ikke bedre Raad end min Fader, og vil ikke leve efter min Fader og Broder“. Derpaa gik hun til Aflukket og sagde: „Luk op, Fader, lad os fare den samme Vej begge“. Egil drog Lemmen fra, Thorgerd gik ind, lukkede atter efter sig, og lagde sig i den anden Sæng, som stod der. „Det var smukt af dig, min Datter, at du vilde følge din Fader“, sagde Egil; „du har heri viist mig stor Kjærlighed; hvorledes kunde man ogsaa vænte, at jeg skulde ville overleve denne Sorg“? Derpaa taug de en Stund. Da sagde Egil: „hvad er det, tygger du paa noget?“ „Jeg tygger paa Tang“[1], svarede hun, „thi saa lider det vel snarere med mig“. „Er da det skadeligt“? spurgte han. „Ja meget“? svarede hun; „vil du have noget?“ „Ja hvorfor ikke ?“ svarede Egil. Kort efter bad hun om at faa Drikke. „Det kommer af at spise Tang“, sagde Egil; „desto mere tørster man“. „Maaske du ogsaa vil have noget at drikke“, spurgte hun. Han tog mod Hornet og drak store Drag. Da sagde Thorgerd: „nu har man skuffet os, thi dette er Melk“. Da bed Egil et stort Stykke ud af Hornet, og kastede det. „Hvad skulle vi nu tage os for“, sagde Thorgerd, „vor Beslutning er jo forspildt. Men burde vi ikke nu leve saa længe, til du fik digtet et Arve-Kvæde efter Bødvar, og jeg fik ristet det paa Kjevle: siden kunne vi jo altid dø, om det saa synes os: jeg tror det varer længe, førend Thorstein digter noget Kvæde efter Bødvar, og upassende var det, om der ikke holdtes Arveøl efter ham, skjønt jeg ikke tænker paa at deeltage deri“. „Det ser ikke ud til, at jeg nu skulde kunne digte“, sagde Egil, „men jeg kan jo forsøge“. Og nu digtede han Kvadet Sunartorrek (Sønnetabet), et af de herligste fra hine Tider, der endnu er os opbevaret. Det begynder saaledes:
Tungt er mig nu
Tungen at røre,
svagt kun fra Munden
Stemmen lyder;
Ej ser det ud til
at jeg kan kvæde,
da Kummer svar
knuger Sindet.
Efter at han endnu i et Par Vers har omtalt, hvor vanskeligt det falder ham at digte, vedbliver han:
- ↑ Nemlig det Slags spiselige Tang, der paa Island kaldtes söl, og rimeligviis endnu paa flere Steder i Norge har det samme Navn.
