deels af Ledingsfolk, for at gjeste Sverige og tilføje Sviakongen nogen Skade. At Haakon paa denne Tid, kort efter Jomsvikingeslaget, ikke var i den bedste Forstaaelse med Kong Erik i Sverige, er saa meget mere rimeligt, som vi ikke længe efter se denne i Forbindelse med Haakon Jarls Fiender, Jomsvikingerne. Sigmund lagde paa Vejen ind til Viken og hilsede paa Erik Jarl som forsterkede ham saaledes, at han nu havde over 300 Mand og fem vel udrustede Skibe. Med denne Styrke drog han gjennem Øresund, og skal have gjort et ødelæggende Indfald paa Sveriges Østkyst, hvorved Sysselmanden Bjørn, der vilde sætte sig til Modværge, blev dræbt; han skal og have overvundet to af Sviakongens Lendermænd, der laa i Baghold for ham ved en Ø udenfor Svithjod, og skal have fældt den ene. Det følgende Aar skal Sigmund efter Jarlens Ønske have gjort et Tog til de vestlige Farvande for at opsøge og dræbe en vis Harald Jernhaus, hvilken Jarlen havde lyst utlæg formedelst den Ustyr, han havde øvet i Norge. Sigmund skal have fundet ham ved Anglesey, og efter en Dags Kamp sluttet Fred og Forbund med ham; ja han skal endog have taget ham med til Norge og med stor Møje bragt det dertil at Jarlen tilgav ham[1].
Sigmund havde nu endelig erhvervet saa megen Magt og Anseelse, at det kunde være paa Tide for ham at tænke paa et Tog til Færøerne for at hevne sin Fader og skaffe sig sine fædrene Besiddelser tilbage. Han talte derom til Jarlen, som lovede ham sin Bistand, og endnu samme Høst lod bygge to Knerrer til ham, da han ansaa Farvandet omkring Øerne altfor farligt for Langskibe. Assur, Hafgrims Søn, var nu voxet til, og bleven en stor og rask ung Mand: han var omtrent jevnaldrende med Sigmund. Thrond havde skaffet ham et godt Giftermaal, og foruden hans Fædrenegaard ogsaa overladt ham Brestes og Beines Ejendomme[2], ligesom han og havde overdraget ham Raadigheden over den Halvdeel af Øerne, de havde haft i Len: men den egentlige Hersker var dog Thrond, thi han ledede ganske den uerfarne og lidet forstandige Assur, ikke at tale om, at han var den rigeste Mand i Øerne. Assur havde nu ikke færre end tre Hovedgaarde, paa hvilke han stiftedes til at bo; den ene var hans Fædrenegaard Hov paa Sudrø, den anden paa Skuvø, og den tredie paa Store Dimun: de to sidste havde tilhørt Breste og Beine. Paa Store Dimun er der kun eet Landingssted, og Opgangen til Gaarden paa Øen er derfra ad en stejl Klippevæg, hvor man maa klatre op ved Hjelp af Indhug i Klippen, og hvor een Mand let kan forsvare Øen mod mange Angribere. Her lod As-
