Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/159

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
133
Sigurd Jarl paa Orknøerne.

æve eller Moray, Finnlaich, den senere saa berømte Kong Macbeths Fader[1], brød med en vældig Hær ind i Katanes for at forjage ham, og hastede ham en Vold til en bestemt Dag paa et Sted kaldet Skidamyre, det samme, hvor Ljot tidligere havde overvundet den ældre Macbeth. Sigurd, der neppe kunde stille en Syvendedeel af Finnlaichs Folketal i Marken, raadspurgte sin Moder, den kloge, og som man troede, tryllekyndige irske Kongedatter Edna[2], hvad han skulde gjøre. Hun sagde, at det var bedre at dø med Hæder end leve med Skam, og gav ham et Merke eller Banner, som hun selv havde syet med megen Kunst. Det var dannet som en Navn, og naar det spredte sig for Vinden, saa det ud som om Ravnen fløj[3]. Dette Merke, sagde hun, vilde bringe Høvdingen selv Sejren, men den, der bar det, Døden. Sigurd sørgede dog ogsaa viselig for at forsterke sin Hær, idet han tilbød Orknøingerne Tilbagegivelsen af deres Odel eller Ejendomsret til Jordegodset, der siden Torv-Einars Tid havde tilhørt Jarlerne[4], imod at de eftertrykkeligt skulde understøtte ham i Kampen mod Skoterne. De modtoge Tilbudet, og derved sattes Sigurd istand til at vinde en herlig Sejr over Finnlaich, skjønt det rigtignok fortælles, at ikke mindre end tre af hans Merkesmænd faldt under det dødbringende Banner[5]. Bønderne paa Orknøerne fik nu virkelig deres Odel tilbage, men Sigurd holdt sig skadesløs ved sine andre Magtsudvidelser. Han underkastede sig, foruden Katanes, ogsaa hele Sutherland, Ross, Moray og Dalene eller det senere saakaldte Argyle. Hele det nordlige og vestlige Skotland tilligemed Syderøerne adlød saaledes hans Herredømme. Der nævnes endog en Jarl paa Syderøerne ved Navn Gille, der betalte ham Skat, og senere egtede hans Syster[6]. Ja lige til Man naaede hans Herredømme. Der er endnu en Beretning om, hvorledes Sigurd, efter at have herjet paa Man og sluttet Forlig med Indbyggerne om at de skulde betale ham en vis Pengesum for

  1. At Macbeths Fader var Finnlaich, Fjonnlaich, Finleg eller Finlay mat Ruairi, er en bekjendt Sag, se Fordun, IV. 49; at denne Finnlaich ikke er nogen anden end Sagaens „Finnleik“, skjønnes deraf at Macbeth selv optræder som Maormor af Moray.
  2. Hendes Fader skal have været Irekongen Kjarval eller Cearbhal. Der var flere af dette Navn; imidlertid tør det vel og hænde, at vore Sagaer oftere anvende det uden tilbørlig Hjemmel, fordi det nu engang var bleven dem meest bekjendt.
  3. Dette ligner meget, hvad Asser i sin Beskrivelse over Kong Alfreds Liv Mon. hist. Br. S. 481 (se ovenfor, 1ste Bind S. 637 Note 5) fortæller om den Fane, kaldet Ravnen, hvilken Lodbroks Døttre havde syet for deres Brødre Ivar og Ubbe.
  4. Se ovf. 1ste B. S. 516.
  5. Olaf Tryggv. Saga i Skaalholt-Udg. Cap. 181.
  6. Njáls Saga, Cap. 86, 90.