kelige Slag. Endogsaa Navnet paa Vaagen er næsten forglemt, thi den har i Tidens Løb skiftet Navn, og alene Navnene paa det søndenfor Vaagen udstikkende Nes, Hjøringenes, og den indenfor Vaagen liggende Gaard, Hjøringdal, minde derom, ligesom fem Gravhøje, opkastede af Steen paa en Klippe lige over for Hjøringenesset, rimeligviis ere tause Mindesmerker om den blodige Kamp, der sikrede Haakon Jarl Herredømmet i Norge[1].
Efter Slaget i Hjørungavaag skede der ingen Forsøg fra dansk Side paa at bekrige Haakon Jarl. Harald Gormssøn var nu gammel og svag, og et nyt Angreb af hans Søn gav ham andet at tænke paa. Benyttende sig, som man maa formode, af den Afmagt, hvori Jomsvikingerne, Haralds fornemste Støtte, befandt sig efter deres lidte Nederlag, kom han med en Flaade til Danmark, hvor hans forrige Tilhængere atter samlede sig om ham. Han overvandt sin Fader i et heftigt Slag, i hvilket Harald selv dødeligt saaredes, efter Sagnet af Palne-Tokes Piil, og flygtede til Jomsborg, hvor han døde efter en Regjering af 50 Aar (1 Nov. 986)[2]. Sven havde
- ↑ Klüwers „norske Mindesmerker“ S. 130. Vi erfare heraf, at Vaagens nuværende Navn, Lidvaag, er opkommet deraf, at det Stykke af Gaarden Hjøringdal, der grændsede til Bugten, senere er fraskilt hiin og særskilt matrikuleret under Navnet „Lien“.
- ↑ Den ældste og vistnok meest authentiske Efterretning herom findes i Encomium
ham, hvor de end vendte sig, mødtes af et frygteligt Uvejr, med Pladskregn og usædvanligt store Hagl, der sloge dem i Øjnene, hindrede dem fra at se, og tilføjede dem større Skade end Fienden. Derfor maatte Danerne tage Flugten, uden at falde for de norske Vaaben. Sivalde og Karlsevne bleve fangne efter de største Tapperhedsprøver, men høstede dog endnu større Ros ved deres Kjækhed i Lænker, end ved deres Tapperhed i Slaget. Haakon, som nemlig ønskede at sætte den saa meget omtalte danske Kjækhed paa Prøve, befalede to af sine Mænd nærmere at forsøge de Fangnes Koldblodighed, og de viste en saadan Kraft og Selvbeherskelse, at de ved Slag i Ansigtet ikke engang blinkede med Øjnene. Sigvalde udholdt allerførst denne Prøve: en Hirdmand slog ham med en stor Stok, men han bevægede ikke sine Øjne. De øvrige viste ikke mindre Kjækhed. Karlsevne fik ved et Fodspark den, der stod med hævet Øxe over ham, til at falde, vristede Øxen ud af hans Haand, og skjønt bunden, hug han Hovedet af ham. Tyrannen beundrede deres Kjækhed, og tilbød dem Fred, hvis de vilde gaa i hans Tjeneste og være ham hulde og tro. Men Jomsvikingerne fandt det usømmeligt at tilkjøbe sig Livet paa den Maade, og forkastede stolt Tilbudet. Haakon skjænkede dem desuagtet Livet, for at man kunde se at han forstod at belønne Mod og Udholdenhed, og ikke at straffe den“. (Saxo, 10de B. S. 483–485). De væsentligste Træk gjenkjende vi, hvoriblandt Ofringen. At Sigvalde siges at være fangen, er en Fejl; i Karlsevne gjenkjende vi Vagn.
