dem sprang overbord, men flere bleve ogsaa dræbte paa Skibet, thi det nyttede ej, heder det, at bede om Fred. Skibet blev nu ryddet fra Stavn til Stavn, og ligeledes de nærmest liggende. Derpaa vendte Alle sig mod Vagn, som ene var tilbage af Jomsvikingehæren. Det varede længe, inden man kunde entre hans Skib, da det var usædvanligt højt, og de nærmeste Skibe, som omgave det, temmelig smaa. Da bød Haakon Jarl, at man skulde tage en stor Knarr og lægge til i Stedet for Smaaskibene. Derved lykkedes det Nordmændene at komme op, og efter en heftig Kamp blev Vagn overmandet og fangen med tredive af sine Mænd. Disse vare de eneste, som fangedes. De øvrige vare faldne eller havde taget Flugten. Fem og tyve Skibe laa ryddede tilbage; med de øvrige 35 var Sigvalde flygtet. Haakon Jarls Sejr var fuldkommen[1].
Vagn og hans Mænd bleve bragte i Land, og maatte sætte sig paa en Laag eller Træstamme, hvor de havde Hænderne frie, men deres Fødder vare sammenbundne med et Toug. De skulde nu alle henrettes, og Thorkell Leira, Vagns personlige Fiende, paatog sig selv at udføre dette Verk. Med hævet Øxe gik han hen til Fangerne, for at halshugge dem, den ene efter den anden, begyndende fra den yderste. Han sagde triumferende til Vagn: „du lovede at dræbe mig, men nu ser det ligere ud til at jeg dræber dig“. De fleste af Jomsvikingerne udmerkede sig ved det frejdige Mod, hvormed de gik Døden imøde, endog under Spøg og Løjer. Efter at allerede flere vare vare dræbte, sagde En: „vi have saa ofte tvistet om, hvor vidt et Menneske havde sin Bevidsthed efter at Hovedet er hugget af ham; det skulle vi nu prøve, thi hvis jeg veed noget til mig selv efter at have mistet Hovedet skal jeg stikke min Kniv i Jorden“. Thorkell hug til, Hovedet gik af, men Kniven faldt ned, som man kunde vente. Da 18 vare dræbte, kom Raden til En, der lo, og kvad et Vers. Erik Jarl, der var tilstede, og som maaske betragtede Vagn og hans Mænd som alene ham vedkommende, fordi deres Løfte nærmest havde gjeldt hans Lendermand Thorkell Leira, tilbød Manden Livet. „Det kommer an paa, hvo der byder“, svarede han. „Den byder, som har Magt dertil, Erik Jarl selv“, svarede denne. „Da vil jeg gjerne“, sagde Vikingen; han blev løst og Erik tog ham til sig. Den næste,
- ↑ Jomsvikingasaga har en temmelig lang, apokryphisk Beretning om hvorledes Vagn selv 80de i Nattens Mørke søgte at undkomme fra sit endnu utagne Skib paa Masten og Raaen, men at de i Stedet for at komme til Land, dreve paa et Skær, hvor 10 døde og de øvrige 70 bleve tagne og bragte bundne i Land. Om at Vagns Skib blev entret ved Hjelp af Knarren, som ovenfor berettet, vidner et i Fagrskinna Cap. 62 opbevaret Vers af Vigfus Vigaglumssøn.
„man siger“; – og ej engang Jomsvikingasaga har noget om Sigmund. Odd Munk (Ol. Tr. Saga Cap. 15) lader Slaget vare i tre Dage.
