ligt, at han fik Lyst til fremdeles at gjøre et Forsøg paa at ydmyge Haakon Jarl, der faa aabenbart vovede at trodse hans Magt. Ligesom han allerede tidligere, naar han var nødt til at ydmyge sig under Tydskland søgte sin Erstatning i Norge, saaledes ogsaa nu. Norges Besiddelse var ham en Æressag. Endog paa den Mindesteen, han lod oprejse over sine Forældre, glemte han ej at tilføje, at han havde vundet Norge, ligesom han ogsaa roste sig af at have antaget Christendommen. Haakon Jarl var nu en Frafalden, baade fra Christendommen og fra det danske Overherredømme. Haralds Forsøg paa at tage Hevn over ham var kun tildeels lykkets: med Skamme havde han maattet drage tilbage fra Norge, og Haakon var fremdeles uafhængig. Alt dette krævede Hevn. Men Harald havde nu naaet en høj Alder, og var neppe mere skikket til, selv at drage i Orlog til fjerne Egne. Han sendte derfor Jomsvikingerne afsted, for at udføre, hvad han selv ikke kunde formaa.
Dette i Norges Historie saa merkelige Jomsvikinge-Tog henføres i vore egne Oldskrifter til Haralds Søns, Kong Svens, Regjeringstid, eller Aaret 994, og de meddele endog en omstændelig Fortælling om, hvorledes det aftaltes i et stort Gravøl, Kong Sven paa een Gang holdt til sin Faders og den nys afdøde Strut-Harald Jarls Ære, og hvorledes Jomsvikingerne her aflagde det edelige Løfte at ville hjemsøge Haakon og ikke fly for ham i Striden. At Jomsvikingerne, før de tiltraadte Toget, have aflagt et saadant Løfte, er heel sandsynligt, ja endog, som det nedenfor vil sees, temmelig sikkert; men saare usandsynligt bliver det altid, at de skulde have aflagt det efter deres Fiende Svens Opfordring eller gjort Toget til hans Fordeel, ligesom det endog er beviisligt, at det umuligt kan have fundet Sted saa sildigt, som i 994. Da nu dertil kommer, at Saxo udtrykkelig nævner Harald som den, der sendte Jomsvikingerne mod Haakon Jarl, og da vi desuden i vore Sagaer støde paa flere væsentlige Forglemmelser og Fejltagelser just med Hensyn til Begivenhederne strax før og strax efter Harald Gormssøns Død, tage vi ikke i Betænkning her at følge Saxos Tidsbestemmelse, og opstille Harald som den, der foranledigede Toget, idet vi betragte det som en umiddelbar Fortsættelse af den Krig, han selv havde begyndt med Haakon Jarl[1].
- ↑ De Grunde, der have bestemt os til, trods Sagaernes Angivelse, at henføre Jomsvikingetoget til Kong Haralds, ikke til Svens Tid, ere, – foruden de fra Forholdene selv hentede, at Jomsvikingerne hørte til Haralds, ikke til Svens Parti, og at Saxo udtrykkeligt nævner Harald, som den, der udsendte dem, – følgende, der især vedkomme Tidsregningen:
a. Det vil i det Følgende vises, at Sven Tjugeskegg ikke kom i rolig Besiddelse af Danmarks Throne førend 995 eller maaske 996, efter Kong Erik Sejrsæls Død, og at han da mindst havde været syv Aar borte, saa at der i
