ved nordiske Herrer, har hersket en Kamp mellem de paa Kysterne tilbageblevne Nordgermaner og de Nationer, der nu havde taget deres Plads og trængte dem videre mod Vesten; og det er neppe at tvivle paa at de Krige, Erik Eimundssøn og andre svenske Konger for og efter ham førte i disse Egne, nærmest gik ud paa at tage deres fortrængte Landsmænds Parti og ved deres Hjelp at skaffe sig Besiddelser. Den tydeligste Forestilling om disse Krigstogs Charakteer faa vi ved at betragte de gamle russiske, af Munken Nestor optegnede Sagn om Stiftelsen af det ældste russiske Rige, hvilket desuden i og for sig, ved den indgribende Rolle, dets Storfyrster[1] fra det itide Aarhundrede af begynde at spille i hele Nordens Historie, fortjener den største Opmerksomhed. Det er allerede ovenfor[2] viist, hvorledes Nestor ved at omhandle disse Begivenheder trænger dem altfor tæt sammen, nemlig kun til nogle faa Aar, og hvorledes den rette Sammenhæng synes at være den, at der allerede i Slutningen af det 7de Aarhundrede fandt en Folkebevægelse Sted af de ved Khasarerne fremtrængte Slaver, Finner, Ester og andre ikkenordiske Nationer, mod de i Rusland fra umindelige Tider boende Nordgermaner eller egentlige Russer, hvilke derved for en stor Deel nødsagedes til at vandre over til den skandiske Halvø, men at der senere herfra kom mægtige Hærkonger, som gjorde sig til Landets Herrer og paany grundede den russiske Magt. Nestor fortæller her, at de ikkenordiske Folk, der efter de saakaldte „Væringers“ Fordrivelse bleve Herrer i Landet, oprettede Befæstninger (gorody d. e. Gaarde), men at de snart kom i Uenighed med hinanden, og derfor selv besluttede at sende Bud til „Væringerne“ før at udbede sig Konger af dem, og at paa denne Opfordring de tre Brødre Rurik (Rørek), Sineus (Signjut) og Truvor (Thorvard) kom til Landet med deres Følge, og oprettede de tre russiske Riger, som siden smeltede sammen til eet. Da Benævnelsen „Væringer“, i Nestors Mund netop betegner Beboerne af Landet hiinsides Østersøen, se vi heraf, at det Oldsagn, han meddeler, ligefrem nævner Krigere eller Hærkonger fra det egentlige Norden som Stiftere af det russiske Rige. Disse Hærkonger kunne, naar vi tage Hensyn til Landenes Beliggenhed, neppe have været fra noget andet Land end Sverige; at de, som Nestor siger, vare indkaldte, er ej usandsynligt, dog er denne Indkaldelse snarere skeet af deres tilbageblevne Landsmænd, end af de ikkenordiske Folk. De maa have sat sig i Besiddelse af Landet ved at erobre alle hine Befæstninger eller Gaarde,
