Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/827

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
799
Kunstfærdighed. Mynter.

Nordmændene paa denne Tid. Fornemmelig maa Skulpturen (Metal- og Træskæreri) allerede da have staaet temmelig højt iblandt dem, thi man finder den saare ofte bragt i Anvendelse. Saaledes vare Vølsungesagnene afbildede paa det Skjold, Ragnar Lodbrok forærede Brage Skald; lignende Afbildninger fandtes paa det Skjold, Haakon Jarl forærede Einar Skaalaglam (hvorom mere herefter)[1]: i Stuen paa Gnupsdal, hvor Steingerd tittede paa Kormak under Hagbards Skeg, maa Hagbards og Signys Elskovshistorie, maaskee og flere af Heltesagnene, have været fremstillet i Udskæringer paa Væggebjelkerne: lignende Udskæringer fandtes, som senere skal omtales, paa Væggene i Olaf Paas Gaard Hjardarholt; og selv til Haan var det, hvad Beretningen øm Skegges og Gisle Surssøns Kamp (se S. 778) viser, ikke usædvanligt, at Billedstøtter af levende Mennesker oprejstes. Alt dette forudsætter nødvendigviis en ikke ubetydelig Grad af Færdighed. Særegne Mynter synes Norge paa Haakon den godes Tid allerførst at have faaet. Vel er det usikkert, hvor vidt en norsk Mynt, der endnu er til, og paa hvilken man tror at kunne læse Navnet Haakon, hidrører fra Haakon den gode og ikke snarere fra Haakon Jarl[2], men vist er det, at der i England har været fundet Mynter fra den northumberlandske Konge Ragnvald (ved 943, s. ovf. S. 720), fra Erik Blødøxe, og fra en Kong Olaf (Anlaf), sandsynligviis Ragnvalds Broder (s. S. 729). Af disse Mynter fremstiller en af Eriks paa Fremsiden et Sverd af den bekjendte norske Form; Olafs fremstiller paa den ene Side tre Skjolde, paa den anden en trekantet Fane med Fryndser[3]. Dog maa Antallet af de norske Mynter i det Hele taget have været saare lidet, og engelsk Mynt var, i Særdeleshed mod Slutningen af Aarhundredet og Begyndelsen af det følgende, det sædvanlige Betalingsmiddel, ligesom og de til Myntprægningen i Norge anvendte Folk, efter deres paa Mynterne anførte Navne at dømme, synes at have været Englændere.

  1. Egils Saga Cap. 81.
  2. Se Skandin. Lit. Selskabs Skrifter Vol. XXI. p. 303 fgg.
  3. Se Worsaae: Minder o. s. v. S. 80, 81.