Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/827

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
799
Kunſtfærdighed. Mynter.

Nordmændene paa denne Tid. Fornemmelig maa Skulpturen (Metal- og Træſkæreri) allerede da have ſtaaet temmelig højt iblandt dem, thi man finder den ſaare ofte bragt i Anvendelſe. Saaledes vare Vølſungeſagnene afbildede paa det Skjold, Ragnar Lodbrok forærede Brage Skald; lignende Afbildninger fandtes paa det Skjold, Haakon Jarl forærede Einar Skaalaglam (hvorom mere herefter)[1]: i Stuen paa Gnupsdal, hvor Steingerd tittede paa Kormak under Hagbards Skeg, maa Hagbards og Signys Elſkovshiſtorie, maaſkee og flere af Helteſagnene, have været fremſtillet i Udſkæringer paa Væggebjelkerne: lignende Udſkæringer fandtes, ſom ſenere ſkal omtales, paa Væggene i Olaf Paas Gaard Hjardarholt; og ſelv til Haan var det, hvad Beretningen øm Skegges og Giſle Sursſøns Kamp (ſe S. 778) viſer, ikke uſædvanligt, at Billedſtøtter af levende Menneſker oprejſtes. Alt dette forudſætter nødvendigviis en ikke ubetydelig Grad af Færdighed. Særegne Mynter ſynes Norge paa Haakon den godes Tid allerførſt at have faaet. Vel er det uſikkert, hvor vidt en norſk Mynt, der endnu er til, og paa hvilken man tror at kunne læſe Navnet Haakon, hidrører fra Haakon den gode og ikke ſnarere fra Haakon Jarl[2], men viſt er det, at der i England har været fundet Mynter fra den northumberlandſke Konge Ragnvald (ved 943, ſ. ovf. S. 720), fra Erik Blødøxe, og fra en Kong Olaf (Anlaf), ſandſynligviis Ragnvalds Broder (ſ. S. 729). Af disſe Mynter fremſtiller en af Eriks paa Fremſiden et Sverd af den bekjendte norſke Form; Olafs fremſtiller paa den ene Side tre Skjolde, paa den anden en trekantet Fane med Fryndſer[3]. Dog maa Antallet af de norſke Mynter i det Hele taget have været ſaare lidet, og engelſk Mynt var, i Særdeleshed mod Slutningen af Aarhundredet og Begyndelſen af det følgende, det ſædvanlige Betalingsmiddel, ligeſom og de til Myntprægningen i Norge anvendte Folk, efter deres paa Mynterne anførte Navne at dømme, ſynes at have været Englændere.

  1. Egils Saga Cap. 81.
  2. Se Skandin. Lit. Selſkabs Skrifter Vol. XXI. p. 303 fgg.
  3. Se Worsaae: Minder o. ſ. v. S. 80, 81.