Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/559

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
531
Island. Ingemund.

beſøgte det Sted, fra hvilket man ønſkede Oplysninger[1]. Finnerne ſkulle efter tre Dages Forløb have fortalt ham, at de efter megen Møje virkelig havde fundet Billedet i et Holt paa Nordkanten af Landet, hvilket de beſkreve ham nøjagtigt med alle dets Omgivelſer; men det havde ikke været dem muligt at faa Billedet fat. Heraf ſkal Ingemumd have forſtaaet, at det nu engang var hans Skjæbne at ſkulle flytte til Island, og Kongen, hvem han raadſpurgte derom, var enig med ham deri. Kongen ſagde og, at det var ærefuldt for ham at drage derover med hans Tilladelſe og, ikke ſtjæle ſig bort, ligeſom ſaa mange nu gjorde. Paa den Tid, da Ingemund beſluttede at drage over til Island, var, heder det, Farten derover ſom ſterkeſt; det maa altſaa have været omkring 890. Ved et ſtort Gilde, han gjorde for ſine Venner og andre Høvdingen forkyndte han til deres Forundring og Bedrøvelſe ſin Beſlutning; men mange løde ſig dog ogſaa lokke til at drage over med ham. Han indſkibede ſig med ſin Huſtru, ſine fem Sønner, ſin Svoger Jorund Hals, en Frilleſøn af Thore Jarl, ſin Datter, ſine Huusfolk, og endeel andre Mænd, og landede førſt i Borgarfjorden, hvor hans Foſtbroder Grim tog venligt imod ham, og bad ham nedſætte ſig der. Men Ingemund, hvis Hu efter Finnernes Udſagn ſtod til at boſætte ſig nordpaa i Landet, forblev kun Vinteren over hos Grim, og drog om Vaaren over Fjeldhøjderne nordefter, førſt til Hrutafjorden, hvilken han gav Navn, og derpaa til Vatnsdalen, i hvilken han troede at gjenkjende den af Finnerne beſkrevne Egn, og udſaa ſig Bolig i en liden Dal, hvor han ſtrax begyndte at bygge baade en Gaard og et Tempel, 100 Fod langt. Da han her grov Huller i Jorden for at befæſte Andveges-Sulerne, ſkal han have fundet Billedet, og udbrød da, at det ej nytter at ſætte ſig op mod ſin Skjæbne. Ingemund tog nu Vatnsdalen i Beſiddelſe, og anviſte derpaa ſine Ledſagere forſkjellige Steder i Dalen[2]. Han maatte dog gjøre en Rejſe tilbage til Norge, for at ſkaffe ſig det nødvendige Huustømmer, medbragte nogle nys fangne Hvidbjørn-Unger, og forærede Kongen dem; denne gav ham til Gjengjeld Tømmer i Overflod og det gode Skib Stigande [3]. Ingemnnd blev ſiden en mægtig Høvding, og henlevede Reſten af ſit Liv i Rolighed, nydende den ſtørſte Anſeelſe.

Blandadalen, ſom ovenfor er omtalt, blev fornemmelig optagen af Eyvind Sørkver, der var kommen ud med Ingemund, og var hans fortrolige Ven; Ingemunds Høvdingſkab har altſaa tillige ſtrakt ſig didhen. En mægtig

  1. Se ovenfor S. 181. Beſkrivelſe over en ſaadan hamför findes i Snorres Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 37, og fornemmelig i Historia Norvegiæ fol. 3 a.
  2. Vatnsdøla Saga Cap. 1-15. Landn. III. 2.
  3. Vatnsdøla Saga Cap. 16. Landn. III. 3. Efter hine Bjørneunger (húnar) havde Ingemund givet Hunavandet og Hunafjorden Navn.