Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/558

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
530
Harald Haarfagre.

gemund og Sæmund vare juſt komne fra Veſterviking og laa med deres Skibe i Nærheden af Hafrsfjorden, da Kong Harald ſtod i Begreb med at levere de forbundne Fyrſter det afgjørende Slag. Ingemund beſtemte ſig til at tage Kongens Parti, Sæmund derimod ſagde at han ej vilde vove ſit Liv for Harald, men holde ſig udenfor Striden; han ſejlede ſtrax nordefter, medens Ingemund ſtødte til Kongens Flaade, og ſtred med ſtor Berømmelſe. Han kom herved i ſtor Yndeſt hos Kongen, der foruden ſtore Belønninger, hvoriblandt 3 bemandede Skibe, gav ham et lille Freysbillede af Sølv, hvilket Kong Kjøtve havde plejet at bære hos ſig ſom en Talisman[1]. Sæmund derimod kaldte han en Forræder, og viſte ſig ſaa forbittret over hans Færd, at denne efter Ingemunds Raad fandt det raadeligſt at drage til Island. Efter Ingemunds Hjemkomſt ſkal en klog Finnekone ved et Gilde hos Ingjald have ſpaaet ham, at han ſkulde komme til at boſætte ſig paa Island, og have angivet ſom Tegn, at det lille Freysbillede var kommet bort af hans Pung, men ſkulde gjenfindes paa Island der, hvor han kom til at bo. Hun ſpaaede ligeledes Ingjalds Sønner Grim og Romund, at de ſkulde flytte til Island. Ingemund blev ærgerlig herover, og vilde intet høre derom; men Grim og Romund meente, at det ej kunde nytte at modſætte ſig Skjæbnen, at Island var et godt Land, og at man der var ſikker for Kongers og Voldsmænds Undertrykkelſe. Grim var desuden en god Ven af Kveldulf og Skallagrim, og ſaa nøje forbunden med dem, at han ikke godt kunde forblive i Landet efter at de vare dragne bort i aabenbart Fiendſkab med Kongen. Grim og Romund droge derfor afſted med Skallagrim, ſaaledes ſom det ovenfor er fortalt, og boſatte ſig ved Borgarfjorden. Romund nedſatte ſig i Tveraalid længere oppe. Ingemund derimod forblev i Norge, og yttrede fremdeles den beſtemteſte Ulyſt til at drage til Island. Hans Fader døde, Ingemund tiltraadte Arven, og egtede efter Kong Haralds Raad og Foranſtaltning en naturlig Datter af Jarlen Thore den tauſe paa Møre, Ragnvald Jarls Søn og Efterfølger: han maa altſaa være forbleven i Norge idetmindſte ti Aar længere end Grim og Romund. Imidlertid ſpøgede Finnekonens Spaadom i Ingemunds Hoved; han grublede meer og meer derover, og ſkal endelig have faaet nogle Finner til at gjøre en Rejſe til Island, ifølge den baade da og gjennem mange paafølgende Aarhundreder herſkende Overtro, at de kunde lade deres Sjæl fare ud af Legemet, der imidlertid laa ſom i Dvale, medens Sjælen, ſom ofteſt i et eller andet Dyrs Skikkelſe (hamför),

  1. Dette Billede kaldes i Vatnsdøla Saga hlutr ɔ: Lod; det har rimeligviis ogſaa været brugt til den Slags Gaaen til Frett, der ſkede ved at lægge „Lod“ i Skaaler og underſøge om Lodden laa rolig eller ej; ſe Jomsvikinga Saga Cap. 42, jvf. ovf. S. 179.