eller maaskee endog 36 Generationer fra Noah til Odin, hvilket endda nogenledes kunde lade sig høre. Det er ikke usandsynligt, at hele denne Kombination er at tilskrive Are Frode. At den idetmindste allerede paa hans Tid var bragt istand, viser noksom det føromtalte Tilnavn „Tyrkekonge“, hvilket han tillægger Odin; han benyttede og, som man af hans Skrift kan see, angelsaxiske Krøniker, og maa derfor have kjendt de deri indeholdte Slægtregistre. At kjende dem og anvende dem til sin egen Chronologi maatte for ham være eet[1].
Da Danmark fornemmeligen fik Christendommen, og med den Kjendskaben til fremmede Skrifter, fra Tydskland, havde de ældste danske Chronologer ikke saamegen Anledning til at lære de angelsaxiske Genealogier at kjende. Saxo hjalp sig derfor, som vi have seet, paa andre Maader, især ved at lade eet og samme Navn forekomme flere Gange, og ved at optage Navne fra Æventyrsagaer. Om Saxo selv har bragt sin Kombination istand, eller om han allerede har fundet den færdig, er vistnok ikke let at sige, imidlertid er det tydeligt at skjønne, at den, ligesaavel som norske, er et Kunstprodukt fra Tiden efter Christendommens Indførelse. Ogsaa Saxo henfører Frodefreden til Christi Fødsels Tider. Dan, Rigets Stifter, sætter han omtrent 24 Generationer tidligere, rimeligviis fordi det Sagn, som det synes, tidligt er opstaaet, at Dan eller maaskee rettere hans foregivne Fader Humble vare samtidige med Kong David, hvilken af Beda sættes 31, eller, naar man følger Matthæus 28 Generationer før Chr. Fødsel. Ganske slaar det vel ikke til, dog bliver Fejlen ikke saa betydelig. Det er ellers besynderligt nok, at Saxo ej har sat Frode 8 til 10 Generationer længere nede, thi mellem Frode og Gorm den Gamle (c. 900) har han henved 40 Generationen hvilket er 10 for mange.
Hvorledes ligeledes den Forestilling tidligt blev herskende, at Danmark allerførst bebyggedes paa Erkefaderen Seruh’s Tid, er tidligere omtalt[2].
- ↑ Om denne Materie se forøvrigt Keyser i Samlinger til det norske Folks og Sprogs Hist. 6te B. S. 281.
- ↑ Se ovenfor S. 245. Aarsagen er vel for en stor Deel, at allerede Jornandes gjør Goter, Geter og Skyther til een og samme Nation, men derhos vel ogsaa at Beda som Skythernes første Konge nævner Tanaus. Der staar nemlig paa dette Sted i hans Skrift de sex ætatibus mundi: „Reu annorum 32, genuit Seruch, … Scytharum regnum dicitur exortum, ubi primus regnavit Tanaus“. Denne Tanaus skriver sig allerførst fra Justinus, der (I. 1.) omtaler ham som Skythiens Konge, og fortæller at han og Vesoses eller Sesostris, Ægyptens Konge, vare ældre end Ninus. Fra Justinus eller rettere dennes Original Trogus Pompejus er Tanaus kommen ind i Jornandes’s Skrift som Taunasis Goternes Konge. At de danske Historikere ved denne Tanaus have tænkt sig en ældre Dan eller Hovedet for de „Landflygtige, som først bebyggede Danmark“, kan neppe betvivles.
