der adskiller Dal fra Dal, selv er lavere end Trævæxtens Grændse, var denne Strækning selv, ligesom nu, skovbegroet, og Skoven naaede fra Dal til Dal. Det er muligt, at Skoven i det Hele taget naaede lidt højere op i de allerældste Tider, end nuomstunder, thi man tror at have bemerket en Stigning af den hele Halvø, hvoraf Væxtgrændsens Sænkning er en nødvendig Følge; men denne Stigning er saa overvættes langsom og umerkelig, at man kan betragte den som om den aldeles ikke fandt Sted; og saa langt tilbage i Tiden, vore historiske Granskninger naa, kunne vi derfor antage Norges Højdeforholde og øvrige physiske Forholde, for ganske de samme, som nuomstunder, den Klimatsorandring alene fraregnet, som Opdyrkningen altid medfører.
Over hiint store Hav af Skov hævede sig altsaa i Urtiden Norges skovløse Fjeldflade, ligesom en uhyre Ø med mange Udtungninger[1]. Paa denne Fjeldflade sværme endnu talrige Skarer af Reensdyr omkring; den er deres naturlige Hjem, og deres Antal, der i de senere Aarhundreder ved Jægernes Efterstræbelser er aftaget, maa i den fjernere Fortid have været overordentlig stort. Til Renen har paa den nordiske Halvø Finnernes eller Lappernes hele økonomiske Tilværelse stedse været knyttet, og forsaavidt Norge har haft Beboere før Nordmændene, kunne disse Beboere neppe have været andre end nomadiske Finner, der flyttede om paa Højfjeldene ligefra det nuværende Finmarken til Fjeldene i Christiansands Stift, kun nu og da, eftersom Renernes Naturdrift kræver det, søgende ned til Havet, hvorved de første Forbindelsesveje mellem Kysten og Højfjeldene opstod. Det her skildrede Forhold hviler ikke ene og alene paa Gisning. Store Hobe af ældgamle Reensdyrbeen, der endnu forefindes hist og her paa Højfjeldet, vidne om længere Ophold, som større Samlinger af Finnefamilier have haft paa disse Steder. Hist og her findes ogsaa enkelte Oltidslevninger, som Huusgeraad og Vaaben, af Steen, altsaa fra et Folk, der endnu ikke kjendte Metallernes Brug; men de findes saa adspredte og i en saa ringe Mængde, at det Folk, de tilhørte, blot kan have været et lidet talrigt, vidt omvankende Jæger- og Nomade-Folk[2]. Disse Steensager ere af samme Slags, tildeels endog af samme Steenart – Flint –, som de Steensager, der i saa stor Mængde findes i Danmark og det sydlige Sverige i Forbindelse med de saakaldte Jettestuer eller Halvkorsgrave, der vise, at det Folk, fra hvilke de hidrøre,i disse af Naturen mere begunsti-
