Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


der adſkiller Dal fra Dal, ſelv er lavere end Trævæxtens Grændſe, var denne Strækning ſelv, ligeſom nu, ſkovbegroet, og Skoven naaede fra Dal til Dal. Det er muligt, at Skoven i det Hele taget naaede lidt højere op i de allerældſte Tider, end nuomſtunder, thi man tror at have bemerket en Stigning af den hele Halvø, hvoraf Væxtgrændſens Sænkning er en nødvendig Følge; men denne Stigning er ſaa overvættes langſom og umerkelig, at man kan betragte den ſom om den aldeles ikke fandt Sted; og ſaa langt tilbage i Tiden, vore hiſtoriſke Granſkninger naa, kunne vi derfor antage Norges Højdeforholde og øvrige phyſiſke Forholde, for ganſke de ſamme, ſom nuomſtunder, den Klimatſorandring alene fraregnet, ſom Opdyrkningen altid medfører.

2. Urbeboere. Finner. Oldtidslevninger.

Over hiint ſtore Hav af Skov hævede ſig altſaa i Urtiden Norges ſkovløſe Fjeldflade, ligeſom en uhyre Ø med mange Udtungninger[1]. Paa denne Fjeldflade ſværme endnu talrige Skarer af Reensdyr omkring; den er deres naturlige Hjem, og deres Antal, der i de ſenere Aarhundreder ved Jægernes Efterſtræbelſer er aftaget, maa i den fjernere Fortid have været overordentlig ſtort. Til Renen har paa den nordiſke Halvø Finnernes eller Lappernes hele økonomiſke Tilværelſe ſtedſe været knyttet, og forſaavidt Norge har haft Beboere før Nordmændene, kunne disſe Beboere neppe have været andre end nomadiſke Finner, der flyttede om paa Højfjeldene ligefra det nuværende Finmarken til Fjeldene i Chriſtianſands Stift, kun nu og da, efterſom Renernes Naturdrift kræver det, ſøgende ned til Havet, hvorved de førſte Forbindelſesveje mellem Kyſten og Højfjeldene opſtod. Det her ſkildrede Forhold hviler ikke ene og alene paa Gisning. Store Hobe af ældgamle Reensdyrbeen, der endnu forefindes hiſt og her paa Højfjeldet, vidne om længere Ophold, ſom ſtørre Samlinger af Finnefamilier have haft paa disſe Steder. Hiſt og her findes ogſaa enkelte Oltidslevninger, ſom Huusgeraad og Vaaben, af Steen, altſaa fra et Folk, der endnu ikke kjendte Metallernes Brug; men de findes ſaa adſpredte og i en ſaa ringe Mængde, at det Folk, de tilhørte, blot kan have været et lidet talrigt, vidt omvankende Jæger- og Nomade-Folk[2]. Disſe Steenſager ere af ſamme Slags, tildeels endog af ſamme Steenart – Flint –, ſom de Steenſager, der i ſaa ſtor Mængde findes i Danmark og det ſydlige Sverige i Forbindelſe med de ſaakaldte Jetteſtuer eller Halvkorsgrave, der viſe, at det Folk, fra hvilke de hidrøre,i disſe af Naturen mere begunſti-

  1. Se Overſigtskartet.
  2. Se Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, 6te B. S. 456, Urda 1ſte B. S. 262, Not. 34.