Granmars Rige og gik op i Landet, men Granmar, Hjørvard og Høgne mødte ham, og uagtet Ingjalds Overmagt blev han aldeles slagen, da alle de i hans Hær, som vare fra Fjadrundaland, Aattundaland, Nerike og Vestergautland, ikke vilde stride, men strax flygtede til Skibene. Ingjald selv blev saaret, og hans Fosterfader Svipdag faldt med begge sine Sønner. Krigen vedvarede en lang Tid, indtil begge Parters Venner lagde sig imellem og fik meglet Fred. Denne Fred skulde vedvare, saalænge de levede. Granmar kunde endog næste Vaar drage til Uppsala til Sommersblot. Dog spaaede Blotspaanen ham her, at han ej skulde leve længe. Og endnu samme Høst lykkedes det Ingjald at overfalde og indebrænde Granmar og Hjørvard paa Øen Sile. Han underlagde sig derpaa deres Rige. Vel gjorde Høgne ham dette en lang Tid stridigt, og beholdt tillige sit eget Rige ligetil sin Død; men Ingjald skal dog tilsidst have sveget tolv Konger og dræbt dem efterat have tilsvoret dem Fred. Derfor blev han kaldt Ingjald Ildraade. Han herskede over det meste af Svithjod. Han havde allerede længe været gift med Gauthild, Kong Algauts Datter, og havde med hende Sønnen Olaf og Datteren Aasa[1].
Paa denne Tid herskede i Skaane og Reidgotaland to Brødre af Skjoldunge-Ætten, Gudrød og Halfdan snjalle, Valdars Sønner. Gudrød synes at have siddet hjemme i Rolighed medens Halfdan sværmede om i fremmede Lande og skal navnlig have underlagt sig en Deel af England. Gudrød blev gift med Aasa, Ingjalds Datter, men hun, som i alle Dele slægtede sin Fader paa, fik sin enfoldige Mand overtalt til at efterstræbe og myrde sin Broder. Derpaa fik hiin ogsaa sin egen Mand ryddet af Vejen, og rimeligviis var det nu Ingjalds Hensigt ogsaa at underlægge sig Skaane. Men dette lykkedes ham ej. Med Moald digre, der, efter hvad det synes, maa have været en anglisk Kongedatter[2], havde Halfdan Sønnen Ivar, en kraftig, krigersk, og dertil meget listig Mand. Han kom til Skaane efter Farbroderen Gudrøds Drab, samlede en Hær sammen og skyndte sig til Svithjod, hvor han kom uventet over Ingjald, der just var til Gjesteri paa Gaarden Reining, paa en Ø i Mælaren. Ingjald saa; at det ej kunde nytte ham at stride mod Ivars Overmagt; at flygte kunde ligesaa lidet nytte ham, da han var saa forhadt, at Fiender overalt vilde samle sig om ham. Han og Aasa besluttede sig derfor til at ende deres Liv frivilligt. De gjorde først deres Folk drukne, derpaa satte de Ild paa Hallen og brændte sig selv inde med
- ↑ Herom se fornemmelig Snorre Sturlesens Yngl. Saga Cap. 37–40.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga i Fornm. S. Cap. 61. „Olaf, Sigurds Rings Skattekonge over Northumberland“, heder det her, var en Søn af den Kinrik, (d. e. Cyneric), der sagdes at vare en Brodersøn af Moald Digre, Ivar Vidfadmes Moder. Moald og hendes Broder maa altsaa have været angliske, thi Cyneric er et anglisk Navn.
