Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/293

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
265
Ingjald Ildraade.

Granmars Rige og gik op i Landet, men Granmar, Hjørvard og Høgne mødte ham, og uagtet Ingjalds Overmagt blev han aldeles ſlagen, da alle de i hans Hær, ſom vare fra Fjadrundaland, Aattundaland, Nerike og Veſtergautland, ikke vilde ſtride, men ſtrax flygtede til Skibene. Ingjald ſelv blev ſaaret, og hans Foſterfader Svipdag faldt med begge ſine Sønner. Krigen vedvarede en lang Tid, indtil begge Parters Venner lagde ſig imellem og fik meglet Fred. Denne Fred ſkulde vedvare, ſaalænge de levede. Granmar kunde endog næſte Vaar drage til Uppſala til Sommersblot. Dog ſpaaede Blotſpaanen ham her, at han ej ſkulde leve længe. Og endnu ſamme Høſt lykkedes det Ingjald at overfalde og indebrænde Granmar og Hjørvard paa Øen Sile. Han underlagde ſig derpaa deres Rige. Vel gjorde Høgne ham dette en lang Tid ſtridigt, og beholdt tillige ſit eget Rige ligetil ſin Død; men Ingjald ſkal dog tilſidſt have ſveget tolv Konger og dræbt dem efterat have tilſvoret dem Fred. Derfor blev han kaldt Ingjald Ildraade. Han herſkede over det meſte af Svithjod. Han havde allerede længe været gift med Gauthild, Kong Algauts Datter, og havde med hende Sønnen Olaf og Datteren Aaſa[1].

Paa denne Tid herſkede i Skaane og Reidgotaland to Brødre af Skjoldunge-Ætten, Gudrød og Halfdan ſnjalle, Valdars Sønner. Gudrød ſynes at have ſiddet hjemme i Rolighed medens Halfdan ſværmede om i fremmede Lande og ſkal navnlig have underlagt ſig en Deel af England. Gudrød blev gift med Aaſa, Ingjalds Datter, men hun, ſom i alle Dele ſlægtede ſin Fader paa, fik ſin enfoldige Mand overtalt til at efterſtræbe og myrde ſin Broder. Derpaa fik hiin ogſaa ſin egen Mand ryddet af Vejen, og rimeligviis var det nu Ingjalds Henſigt ogſaa at underlægge ſig Skaane. Men dette lykkedes ham ej. Med Moald digre, der, efter hvad det ſynes, maa have været en angliſk Kongedatter[2], havde Halfdan Sønnen Ivar, en kraftig, krigerſk, og dertil meget liſtig Mand. Han kom til Skaane efter Farbroderen Gudrøds Drab, ſamlede en Hær ſammen og ſkyndte ſig til Svithjod, hvor han kom uventet over Ingjald, der juſt var til Gjeſteri paa Gaarden Reining, paa en Ø i Mælaren. Ingjald ſaa; at det ej kunde nytte ham at ſtride mod Ivars Overmagt; at flygte kunde ligeſaa lidet nytte ham, da han var ſaa forhadt, at Fiender overalt vilde ſamle ſig om ham. Han og Aaſa beſluttede ſig derfor til at ende deres Liv frivilligt. De gjorde førſt deres Folk drukne, derpaa ſatte de Ild paa Hallen og brændte ſig ſelv inde med

  1. Herom ſe fornemmelig Snorre Sturleſens Yngl. Saga Cap. 37—40.
  2. Olaf Tryggv. Saga i Fornm. S. Cap. 61. „Olaf, Sigurds Rings Skattekonge over Northumberland“, heder det her, var en Søn af den Kinrik, (d. e. Cyneric), der ſagdes at vare en Broderſøn af Moald Digre, Ivar Vidfadmes Moder. Moald og hendes Broder maa altſaa have været angliſke, thi Cyneric er et angliſk Navn.