Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Fortale.

Enhver Forfatter, der udgiver et vidtløftigt Verk, føler ſig uvilkaarligt opfordret til at gjøre Almeenheden en Undſkyldning, fordi han vover at optræde med ſaa ſtore Fordringer paa Opmerkſomhed og Velvilje, ſom Haabet om, at et Skrift af den Vidtløftighed ſkal finde Læſere og vedligeholde de engang fundnes Interesſe, kunde ſynes at forudſætte. End ſterkere føler han denne Opſordring, naar det Enme, han behandler, er af ſtort Omfang og ſæregen Vigtighed; thi hans Driſtighed, at indlade ſig derpaa, kunde maaſkee forekomme En og Anden ſom uforenelig med den rette Beſkedenhed og Mistillid til egne Kræfter. At jeg derfor, ved at ſende nærværende førſte Bind af „det norſke Folks Hiſtorie“ ud blandt Publikum, ſporer en lignende Følelſe af Ængſtelighed og Tilbøjelighed til at gjøre en Undſkyldning for min Fremtræden, kan man neppe forundre ſig over. Imidlertid veed jeg dog ikke ſtort mere at ſige i denne Anledning, end hvad jeg tildeels allerede har ſagt i Subſkriptionsindbydelſen til Verket. Jeg har deri udhævet det ønſkelige, for ikke at ſige det nødvendige i, at der udkom et Verk, hvori de væſentlige Forbedringer, ſom ved de ſidſte Tiders Granſkninger ere tilvejebragte i vort Fædrelands Hiſtorie, kunde ſamlede blive tilgængelige før Almeenheden, og at denne ved den Lejlighed kunde faa en ſamlet, omſtændelig Fremſtilling af Landets og i Særdeleshed af Folkets Hiſtorie i Hænde. Jeg har viiſt, hvorledes der „er Aarſager nok forhaanden, ſom kunne friſte en for ſit Fædreland og ſin Videnſkab varmt følende norſk Hiſtorieforſker til at prøve ſine Kræfter, hvorvidt det vilde lykkes ham at udarbejde en fuldſtændig Fædrelandshiſtorie og ſaaledes udfylde det Savn, der hidtil i denne Henſeende har fundet Sted i vor unge Literatur“. Jeg har omtalt den liden Udſigt, der er til at dette Savn for det førſte paa nogen anden Maade vil kunne blive afhjulpet, og hvorledes man derfor neppe vil forundre ſig over, at jeg har givet efter for hiin Friſtelſe. Jeg vil her tilføje, at der ogſaa er andre Henſyn, ſom gjøre det ønſkeligt, at en fuldſtændig, fra et nationalt norſk Standpunkt behandlet og med ſtadigt Henſyn til de nyeſte Granſknin-