pinende tanke om offentlighed og torvmæssighed, som man just higede efter at und.fiy.»
Der er over Schweigaards personlighed en jomfruelighed i ordets bedste forstand, en skyhed for ufin berøring, som ogsaa kommer frem, hvor han her resumerer sine reiseindtryk. Og til denne jomfruelighed svarer en sand mandighed: fasthed, selvbeherskelse, udpræget selvstændighedsfølelse. Handling, virksomhed er efter hans mening mandens kald: «Virk saa meget, nyd saa lidet som muligt er visdommens ypperste raad — tilfredshedens tryggeste grundvold sætningens anvendelse i livet.» Det er ad den vei, og ikke ved udvortes fordele, at man kan bli lykkelig, ti «ingen udvortes tilstand kan væsentlig bidrage til gjenstanden for vor aldrig hvilende attraa og længsel, lyksalighed.» Allerede fra sin tidlige ungdom var Schweigaard klar over sin livslinje: valget af virkekreds var intet tilfældets verk, «det var allerede tidligere med tillidsfuld forventning afgjort i mit indre».
Schweigaard saa altid udover det øieblikkelige og tilfældige: respice finem var hans valgsprog.
Som høires fører gjennem henved en menneskealder oplevede Schweigaard, at hans partis magt var blit undergravet. I begyndelsen af firtierne havde han været den selvskrevne høvding for den unge intelligens. Han stod omgit af mænd som P. A. Munch, Fr. Stang, Welhaven, U. A.
