sin grundlovsfortolkning af 1833 er Stangs ræsonnement om kongens veto i bevilgningssager og i grundlovssager langt i favør af det senere venstres opfatning. Efter en meget svag bevisførelse stanser han ved et snspensivt veto for kongen i grundlovssager. Hver for sig kom derimod Dunker og Schweigaard efter en ypperlig historisk og juridisk deduktion til det bestemte resultat, at kongen havde absolut veto, hvad der da ogsaa blev høires standpunkt.
Paa sine reiser var Schweigaard en udmerket iagttager. Der er f. eks. i hans breve fra Paris en række friske og malende træk. Det fortættede menneskeliv i de store byer synes at ha interesseret ham meget, samtidig med at han ingenlunde manglede natursans. Tvertimod har han den egte naturelskers trang til at modtage sine indtryk mindst muligt fordærvede af civilisationens haandlangere. «Hvor mange deilige rifter og kløfter og dale er der ikke hos os, som ingen lægger merke til, medens paa besøgtere steder det hverdagslige hæves til skyerne. Men denne tanke indeholder intet sørgeligt; thi det hemmelighedsfulde, isolerede og fra nysgjerrighedens vanhelligelse fjernede er en nødvendig bestanddel i en fuldkommen naturnydelse, og jeg har paa min korte reise allerede maattet føle det kvalfulde i at besøge egne, der snart sagt ere indrettede til at besøges, og hvor det ikke et øieblik er muligt at blive kvit den
