lignende maade som Welhavens finder sit udtryk i hans smag. Saaledes kom disse to til at gaa sammen paa et program, der af J. E. Sars træffende formuleres: «Korrekthed i liv og litteratur ligeoverfor en ungdommelig fantasis udskeielser og de praktisk afgrænsede formaal ligeoverfor endeløst vidtsvævende idealer.»
Schweigaard havde megen interesse for dansk aandsliv. Han stod i venskabeligt forhold til Orla Lehmann, og det synes, som om Danmarks mest fremtrædende liberale politiker i 50- og 60-aarene og vor konservative høvding i samme tid ingenlunde har staaet hinanden fjernt i anskuelser.
Tyskerne og deres litteratur gjorde, som vi allerede har set, ikke noget ublandet godt indtryk paa Schweigaard. Men det var dog her, at han traf de mænd, der virkede sterkest paa ham i nutiden.
Han var vel bevandret i antiken. Fra sin tidlige ungdom, ved vi, at han var begeistret for græsk sprog og digtning. Han elskede Homer. Af moderne poesi var det — i modsætning til filosofien — den tyske, der gav ham mest. Heine var ham meget kjær, hvad der, mellem saa forskjellige naturer, er skikket til at vække forundring. Det har dog vel mere været Heines frisind og hans ironi end det lyrisk-erotiske, som har tiltalt Schweigaard. Heines ironi vendte sig jo ogsaa tildels mod de samme magter, som Schweigaard vilde tillivs. Fremfor alt var det dog
