Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Goethe og Schiller, som greb ham. Deres korrespondance omtaler han som «den dybeste fundgrube» i moderne aandsliv. Uden at Schweigaard havde nogen mere almindelig, sterkere kunstnerisk interesse, følte han dog en saadan ligeoverfor en kunst, der tillige gav en tænkers livssyn. Det er iøvrigt med Goethes auktoritet, at han kræver en digtning, der gir «en med det virkelige liv mere overennsstemmende sandhed». Welhaven gjentar hans krav, men uden helt at forstaa det eller at søge det gjennemført.

 At Goethe var Schiller saa overlegen som aand, synes for Scweigaard at opveies derved, at Schillers etisk-æstetiske grundsyn saa fuldkommen svarede til Schweigaards egne idealer. Schiller var i virkeligheden hans yndlingsdigter. I poesien har realisten Schweigaard meget vel kunnet glæde sig ved det virkelighedsfjerne, naar dette fremtraadte i en afklaret og aandfuld form. Dog er det vanskeligt at forstaa, at han helt har kunnet goutere Schiller. Ti han sier selv, at han «hader den høie poesi af ganske hjerte». «De sublimeste folk er altid de trivielleste.» Hvad der irriterer ham, er vel først og fremst al uklarhed, al forvirring i tanke og form. Og den opstaar jo let, naar de mindre flyvedygtige begir sig paa fart mod høiderne. Hvad Schweigaard virkelig hadede, varalt «überschwengliches nonsens». Og saa al sentimentalitet. Den var ham inderlig imod, som gjerne tilfældet er med