hans minde, reducere ham til mindremand, flytte hans statue. Et merkeligt udtryk for den norske kulturs usikkerhed.
Hvad der netop betingede Schweigaards store indflydelse, var hans sikre kultur, hans harmoniske udvikling, hans sjeldne klarhed og maalbevidsthed. I et ungt, uroligt og ufærdigt folk stod han, næsten ene, som den fuldt færdige, en mand af den rene malm, en født fører. Han var ingen folkefører af dem, der begeistrer og lokker, der tumler sin hjord ved at blaase de melodier, som klinger bedst i dens øre. Han virkede ved sin personligheds fasthed, ved sin overlegne aand, sin kundskabsfylde og sin arbeidskraft. Han virkede ved et usedvanligt fond af reelle værdier.
Han traadte frem for offentligheden i en tid, da der paa den ene side stod et saakaldt nationalt, norsk-norsk parti, hvor dengang de færreste havde opgjorte maal, hvor en abstrakt og braakende fædrelandsbegeistring ofte overdøvede forstandig tale, og paa den anden side et parti, der kroede sig af sine dannede danske traditioner, mens det ellers væsentlig optraadte kritiserende og negativt. Han valgte «danomanerne», men mere end nogen anden var det ham, der gav partiet et positivt program, hvorved det blev noget helt andet, end det var.
Schweigaard er i vor historie repræsentanten for den klare og rolige dømmekraft, for den sunde realisme, vi ogsaa eier. Hos ham forekommer
