Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


at vise sig hos statholderen, de var bureaukratiets haab. Ikke saa at forstaa, at de jo — i ethvert fald de betydeligste blandt dem — bevarede sin selvstændighed. Og da de først fik fodfæste, viste det sig, at deres egen dygtighed nok kunde bringe dem videre. De repræsenterede, tildels paa en fremragende maade, i en menneskealder den konservative linje i vor kulturudvikling. Hvor stor Welhavens anseelse var blandt vennerne, tilfaldt førerskabet inden kredsen og senere inden et helt politisk parti, med en selvfølgelighed, som man sjelden ser sidestykke til, Anton Martin Schweigaard.

 Det er en høist eiendommelig stilling, Schweigaard har indtaget i vor historie. Faa høvdinger har været saa lidet omstridte, saa lidet forkjetrede. Han har faaet den hyldest, som tilkom ham, uden at hans modstandere fandt det opportunt at blande malurt i bægeret. Kun én gang, i hans ungdom, var der en mand, der selv med god grund følte sig krænket, Ludvig Kristensen Daa: han førte i slutningen af trediverne og begydelsen af firtierne en forbitret, men haabløs kamp mod Schweigaard, der mere end nogen anden af den konservative kreds havde bidraget til at sætte Daa udenfor der, hvor han ønskede at ha sit virke. Og saa var der, en menneskealder efter hans død, en anden gammel modstander, Bjørnstjerne Bjørnson, som havde det ulyksalige indfald at ville nedsætte