tankar altid den største rett, kor urimelegt det enn var for den rettvise tanken.
Men det, som forundrade honom mest, var, at han tidt tapade sakir tvertimod det, han las seg til i logi, for stykki, som vaaro aflagde hundrad aar sidan og vel so det, trudde han endaa stodo ved lag, og han sette tidt paa seg brillurne og las og las uppatter og sagde: «Det maa vera mykit til dom dette; men hægsterett gjerer honom vel um.»» Procestrangen blir efterhaanden en galskab hoe Lars, for sine retsstridigheder forsømmer han alt, hans yndlingsopholdssted er et kot, et «kontor», hvor han kan «sitja all dagen millom logbøker og rettsbrev og motbøker og domar og innleg i retten. Alle hans eldre rettsbrev og bøker ero gule, liksom dei skulde vera duppade ned i saltlake og turkade paa ein stein i soli». Hvordan det gaar med en saadan mands jordbrug, sier sig selv. Han er bidt af en forrykt prokurator. Lars lever endnu.
Det moment af trættekjærhed, som indebæres i bondens proceslyst, kommer sterkt frem i de mange pinlige kaarsager. Kaarforholdet er en af de institutioner, der opelsker bondens sletteste egenskaber. Saa smaat stel det mangengang er baade med gaardeieren og hans kaarfolk, saa trykkende som kaaret er for den første, og saa karrigt et livsophold de sidste nyder, er rivninger her ofte uundgaaelige. Og jo trangere vilkaarene
