paa hænder og føter. Den, som kunde krabba dit, vilde sitja paa heidrsplassen i alpeklnbben fyrste kvelden. Dit vilde du koma, Kvitfeld.»
«Ja, men der var ein mann her fra Raumsdalen tie tolv aar siden, som kleiv der upp,» sagde den eine roskarlen. «Og den steinen du kann sjaa paa toppen, naar du kjem upp i dalen, sette han der upp.»
«Slo han seg ihel fyrr han kom upp, eller daa han skulde kliva ned atter?» sagde eg.
«Nei han gjorde ikki det, fyrr han kom burt paa sjøen her um aaret.»
«Ja den mannen fortente ærleg udauden sin, som sette livet paa spil til ingen nytte, for han var vel likso stor vitenskapsmann han som denne Kvitfeld’en og dei fleste andre i alpeklubben» —
Vinje vilde sikkert rystet paa hovedet, om han havde hørt, at inden aarhundredets udgang skulde norske bønder bevilge penge, mange penge, til en mand, som agtede sig til Nordpolen. Saa fik ovenikjøbet disse bønder bevis for, at manden, paa grundlag af den samme tur, kunde gjøre «nytte for pengene», og mere end det, ved at tale Norges sag i fremmede lande. Her var noget at overveie for den norske bondes skarpsindighed.
Til de mindre heldige tilbøieligheder hos bonden, der er blit fremhævet af flere, ogsaa af Vinje, hører rethaveriet, processygen. Det er vrang-
