Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


blit en levende og livgivende magt. Det var den, der befrugtede hans første digtning. Hans bondenoveller og flere af hans første skuespil er i virkeligheden «skildringer af de karaktertræk, nordmændene maatte blive sig bevidst, for at kunne føle sig som en nation, med en historie bag sig» (C. Collin). Han har søgt de træk, der er de «væsentlig og blivende» norske. Og det har han gjort bl. a. paa den maade, at han hos nutidens norske bonde har villet gjenfinde de egenskaber, der var karakteristiske for sagaens nordmænd. Han har skabt en idealbonde i sagaens billede, som stod i grel modsætning til den bonde, man havde til bedste i datidens «fine» Kristianiakredse. Billedet var idealiseret, men dog havde Bjørnson rammet meget af det, der var væsentligt og blivende af godt hos den norske bonde: værdigheden, selvbeherskelsen, trofasthed i følelsen for hjemmet. Han konstituerer to typer af bønder, folket fra Granliden, der nedstammer direkte fra sagaen, der har en mørkere grundtone, en steilere, mere utæmmet karakter, og folket fra Solbakken, lyst og blidt og fredeligt, saa omhyggelig kristnet, som vikingers efterkommere omsider kan bli. Det er rigtig set, at der findes to grundtyper blandt vore bønder, og at den gudelige disposition er et af skillemerkerne. Kun har Bjørnson her ikke (hvad han senere gjorde) trængt dybere ind i «haugianeren», som Solbakkefolket repræsenterer. Han peger selv paa en vis