Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


selvgodhed, men uden at han synes at finde den særlig stødende. Og i det hele taget er det sjelden, at den blide, gudelige type er saa renlinjet, som Bjørnson tegner den i «Synnøve Solbakken». Den gjemmer i regelen just endel af de egenskaber, som hos bonden truer vor nationale kultur. Gudeligheden pleier ikke, som i «Synnøve Solbakken», at faa bugt med brutaliteten. Tvertimod er den hyppig en maske for denne. Og selv om bonden blir oprigtig religiøst vakt, er det ikke gjerne paa en maade, der smelter hans haardhed. Den vakte bonde ser næsten altid sort og snevert og altsaa kulturfiendtlig paa tingene.

 Aasen og Bjørnson bidrog hver paa sin maade kraftig til at fremkalde et rigtigere billede af den norske bonde, fordi de dannede en nødvendig og velgjørende modsætning til den blinde bondeuvilje. Til gjengjæld eggede Bjørnsons bondeidealisme, søndagsstemningen i «Synnøve Solbakken», til modsigelse ogsaa hos dem, der havde ret til at ha sin egen mening om vore bønder. Den skarpeste protest kom fra Vinje. Den blonde blide Synnøve, der saa let faar vaade øine, var ikke den bondetype, han kjendte. Hele billedet var ham for sødlig stiliseret, hvad han tydelig fik sagt, da han optog «Arne» som en parodi. Hvor meget blod Solbakkens bønder havde faaet i arv fra sagaens staute ætter, saa hørte romantikens Frithjof og Ingeborg ogsaa til deres ahner.