gamle institution fra enevældet. Formerne er mere betryggende, det er sandt, men misbrug er ingenlunde udelukket. Desuden: Hvis man først bøier sig for den socialistiske tanke om staten som opdrager for børn og voksne — en opdrager med revsende fadermyndighed, — er det umuligt at si, hvor langt man vil komme.
Jeg tror ikke paa staten som formynder og opdrager. Lad staten bruge sine anstalter paa en saadan maade, at de yser de lovlydige borgere den størt mulige sikkerhed for indgreb i deres retssfære eller for forstyrrelser af den offentlige orden. Lad ideologerne forbedre de indsatte forbrydere og ordensforstyrrere, saa godt de kan. Men forøg ikke statens byrder ved at indsætte personer, som ingen direkte skade forvolder[1], i det forfængelige haab, at en «statsopdragelse» af denne art skal gjøre dem til nyttige borgere. Vistnok er der større glæde i himmelen over den ene synder, som omvender sig, end over de ti, som ikke har onvendelse behov. Men den jordiske stat kan og bør ikke regne saaledes.
— I «løsgjengerloven» er ikke nævnt prostituerede. At den dog under visse betingelser kan anvendes ogsaa paa dem, er sikkert den almindelige opfatning. Den finder støtte hos Getz, som i motiverne til straffeloven (s893) ser sagen paa følgende maade:
- ↑ T. eks. ufarlige betlere.
