Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/466

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


«Efter den (1893) gjældende praxis fortolkes, skjønt vistnok med tvilsom ret, fattiglovens §§61 og 76 saaledes, at politiet i henhold til den kan indsætte prostituerede i tvangsarbeide, og medens straffeloven i byerne sjelden eller aldrig bringes til anvendelse paa dem, anvendes disse fattiglovens bestemmelser ret regelmæssig ligeoverfor prostituerede, der navnlig ved drukkenskab eller anden sær uanstændig opførsel giver anledning til forargelse. Selvfølgelig bør der imidlertid ligesaalidt paa dette felt som paa andre blive tale om at opretholde denne politiets ukontrollerede magtfuldkommenhed, hvis forenelighed med grundloven til og med alene gjennem futile spidsfindigheder lader sig forsvare. Udkastet opretholder tvangsarbeidet og skjærper det endog betydelig med hensyn til den tid, hvori det kan anvendes, men fordrer paa den anden side den garanti, som ligger i dom. Det løser ogsaa de tvil, som de nugjældende bestemmelser efterlader angaaende betingelserne for dets anvendelighed, derhen, at «enhver, som hengiver sig til lediggang eller driver ørkesløs omkring under saadanne forhold, at der er grund til at antage, at de sædvansmæssig ernærer sig af strafbare handlinger» (§ 368), kan dømmes til tvangsarbeide. Herunder vil alle de prostituerede, som driver omkring paa gader og stræder og intet lovligt erhverv kan paavise, indgaa, idet disse maa antages sædvans-