gjerne medgi, at det andetsteds er værre end i Norge. Men ogsaa vi befinder os her paa et farligt skraaplan. Desuden er norsk foretagsomhed endnu saa svag og norsk industri saa haardt beskattet, at der for nordmændene er særlig grund til at betænke sig, før de gjør socialisterne yderligere indrømmelser.
Deler vi med hensyn til socialisternes tyranni lod med andre nationar, saa er det tyranni, afholdsfolket udøver i vort land, derimod næsten enestaaende. Hvor man vender sig, ser man sporene af deres virksomhed. Alle vore mest beskattede næringsveie rammes af totalisthunbugen. Nylig gav en offentlig henvendelse fra Østlandets landmænd det tydeligste vidnesbyrd om, hvad forfølgelsen af brænderierne kan medføre af skade for norsk landbrug. Den krig, der føres af afholdsagitatoerer, hyppigst folk, som lever af selve agitationen, har antaget saadanne former, at den personlige frihed stadig antastes paa den sjofleste maade. Den fremmede, der reiser i vort land, ved ikke, om han skal le, eller om han skal ærgre sig over de barnagtige bestemmelser, vhormed vi generer os selv og endnu mere vore gjæster. Der er en gammel anekdote, som passer paa disse forhold. I en større forretning havde chefen slaaet op et vidtløftigt og pedantisk reglement, indrettet efter hans personlige smaasærheder. EN morgen stod tilføiet som første paragraf: Ingen
