og ikke den enkelte, der bestemmer, hvormeget den enkelte maa benytte sin arbeidskraft. Jeg indrømmer, at der her staar store interesser imod hinanden. Den tvungne normalarbeidsdag er paa den ene side en beskyttelse, paa den anden side en tvang, en sterk indskrænkning i den personlige frihed. Det samme er tilfældet med forbudet mod børns og mindreaariges anvendelse til visse arter af arbeide. Men at vi her allerede er gaaet for langt, er utvilsomt. Vi havde nylig et slaaende eksempel, da det forbødes mindreaarige at forrette nogetslags arbeide i restauranter. Det rigtige princip turde vel være at beskytte børn mod overanstrengelse og usunde beskjæftigelser, men at gi voksne selvbestemmelsesret. Lad arbeiderne samle sig i fagorganisationer og gjennem dem fremtvinge sine krav ligeoverfor arbeidsgiverne. Men lad det være en frivillig sag, om en arbeider vil tilhøre en fagorganisation og rette sig efter dens bestemmelser. Beskyt ogsaa den arbeider, der vil arbeide 9 timer og ikke 8. Fremfor alt kræves der beskyttelse for de arbeide, der ikke finder en streik paakrævet og derfor ikke vil deltage i den. Fagforeningernes tyranni er mangengang mindst lige truende for en arbeider som kapitalisternes.
At de socialistiske fagforeninger begaar overgreb ligeoverfor individets personlige frihed, er vistnok intet særlig norsk fænomen. Jeg kan
