enhver chanse for rovfiske i gydetiden. For de øvrige ferskvandsfiskes vedkommende vilde tiden være forskjellig. Man kunde ogsaa løse spørgsmaalet ved en bestemmelse, hvorefter vore ferskvandsfiskerier frededes saa og saa mange maaneder i og omkring gydetiden, — nærmere bestemmelse at udfærdige af departementet efter derom indhentede oplysninger fra vedkommende herredsstyre. I visse herreder, hvor gydetiden i de enkelte vande turde være varierende, var der selvfølgelig ingen vanskelighed ved at gi særskilte bestemmelser for hvert vand. Hvis vi faar et jagtopsyn, maatte det være praktisk at kombinere dette med et fiskeriopsyn, og det blev da denne myndighed, der helst burde gi departementet de fornødne oplysninger.
Men dernæst — og det er her det væsentlige — havde fiskeriinspektøren paa det nævnte møde udtalt, at «det vilde være ubilligt mod enkelte opsiddere, som kun i gydetiden havde anledning til at fiske, at forholde dem deres ret».
Her har vi en særlig norsk opfatning, der fortjener den alvorligste modarbeidelse: en vigtig landssag maa ikke drives igjennem, fordi nogle enkeltmænd lider et forholdsvis ringe tab. Overført paa jagtens omraade vil fiskeriinspektørens ræsonnement lede til, at man ikke burde frede fuglevildtet i hækketiden, hvis det kunde paavises, at fuglen i en eller anden
