vand eller en elv, betragter gydebækkene og de smaa bielve som undtagelser, og at de, naar vedkommende leier er reist, forsyner sig med den gydende fisk paa gammel vis.
Det er nu overladt til hver bygd at bestemme, om den ønsker fredning af ørreten. Der er ogsaa endel, som har havt fremfærd og forstaaelse nok til at kræve en saadan. Men det er den større del, som ikke har denne fremfærd eller endog bestemt vil modsætte sig, at rovfisket forbydes.
Paa dette punkt som paa mange andre maa vi komme bort fra det enemægtige lokalstyres princip. Det er den største feil i indre norsk politik, at alt for meget, der har betydning for det hele land, overlades til sneversynte bygdemyndigheders afgjørelse.
— Nærværende spørgsmaal blev for kort tid siden behandlet i Norsk jæger- og fiskerforening, hvor merkelig nok fiskeriinspektøren — under hvis medvirkning en større del af vore frednngsresolutioner er bragt istand — udtalte, at han ikke kunde tilraade en lov om almindelig fredning, og, efter hvad der er blit mig refereret, motiverede sit standpunkt ved at henvise til, at gydetiden er sterkt varierende. Det er mig for det første ufatteligt, at dette skal være nogen hindring. En fredning for øretens vedkommende, der strakte sig fra 15de september til 15de marts, vilde udelukke næsten
